- Onsdag, 5. september 2012

Få fyret op under dine hellige køer og sat fut på lattermusklerne, når Knirkerevyen serverer en ud-af-kirken oplevelse for latter-djævle med hang til humor.
GODTHÅB: I år er det fjerde gang at menighedsrådene i Godthåb, Ellidshøj og Svenstrup laver et fællesarrangement, og det bliver en aften med højt humør.
Torsdag den 20. september får man besøg af Knirkerevyen, der optræder i Godthåb forsamlingshus.
Aftenen starter med fællesspisning og derefter revy.
Hvad er Knirkerevyen?
Om sig selv skriver Knirkerevyen. ”Vi vrider armen rundt på den danske folkekirke – uden at vride den helt af led”.
Knirkerevyen – Stor opstandelse er et komisk insiderblik på folkekirken og al dens væsen, og ikke mindst uvæsen, serveret af en velspillende komikertrio med både tæft og timing.
Knirkerevyen tager udgangspunkt i kirkelige temaer og trosspørgsmål, som angribes fordomsfrit, nærgående og kærligt fra en satirisk vinkel.
Folkekirken ristes over satirens flammer, når Knirkerevyen skyder med skarpt mod både præster, menighedsrødder, sognebørn, teologer, burkaer, bøsser, biskopper og helt almindelige danskere.
Arrangementet er i samarbejde med Godthåb, Ellidshøj og Svenstrup menighedsråd.

