- Onsdag, 26. oktober 2011

Finalen mellem U16 drenge, Mathias Beltoft (t.v.) og Emil Damsgaard Thomsen.

Deltagere i Skørping Tennisklubs finaler, flankeret af trænerne Josefine og Niels.
SKØRPING: Efter en vellykket sæson i Skørping Tennisklub blev finalerne i ungdomsafdelingen afviklet forrige weekend.
Efter mange spændende kampe, der viste, at ungdomstrænerne, Josefine, Niels og Oliver, er nået langt med de unge talenter, bød bestyrelsen på burgere og sodavand som afslutning på en vellykket dag.
I U12-finalen for drenge vandt Carl Lassen over Frederik Beltoft, efter en kamp, der var præget af lange og spændende dueller.
Anne Bystrup vandt over Trine i en ligeså god og velspillet U12-finale for piger.
U16-finalen for drenge blev en gentagelse af sidste års finale mellem de topseedede Mathias Beltoft og Emil Damsgaard Thomsen. Emil lagde hårdt ud med at vinde 1. sæt, hvorefter kampen blev udsat på grund af regn. Næste sæt blev afviklet ugen efter, og her viste Mathias, at han har nerver af stål og kæmper til det sidste. Han overlevede således 2 match-bolde og vandt 2. sæt 7-6 efter tie-break. I 3. og sidste sæt lykkedes det for Emil at dæmme op for Mathias’ aggressive spil, og han vandt sættet 6-2 efter den længste og mest nervepirrende finale i klubbens historie.
De stolte finaledeltagere modtog pokaler og gavekort.

