- Onsdag, 3. oktober 2012
Cykloner, oversvømmelser og katastrofer er en del af Peter Schleichers dagligdag som udsendt for Røde Kors i Mozambique. Søndag den 7. oktober er den 61-årige Skørping-bo hjemme og samle ind i Skørping ved årets Røde Kors-indsamling.
SKØRPING: Når uvejrsskyerne trækker sig sammen over Mozambique og storm og regn begynder at feje indover landet, har Peter Schleicher travlt. Siden januar i år har han været udsendt som repræsentant for Dansk Røde Kors i Mozambique. Her hjælper han befolkningen i de fattigste landområder med at sikre sig mod de naturkatastrofer, som ofte brager ind over det sydøstafrikanske land.
- Vi udvikler katastrofeberedskabet, så folk bliver i stand til selv at tage ansvar under katastrofer. De ekstreme vejrsituationer er blevet hyppigere og værre de seneste år, og det gør vi befolkningen bedre i stand til at håndtere, fortæller Peter Schleicher.
Skørpings Røde Kors-udsendte har boet i byen i 20 år, siden han mødte sin kone Conny i Aalborg og blev i området. I oktober er han hjemme på familiebesøg i byen, og benytter lejligheden til at samle ind til Røde Kors’ landsindsamling den 7. oktober. Selvom han til daglig knokler helt tæt på katastroferne, er det vigtigt for ham også at give sit besyv med ved den danske landsindsamling.
- Jeg skal samle ind, når jeg er hjemme – jeg bruger jo selv en del af de penge, der bliver samlet ind, på Røde Kors-projekterne hernede, siger Peter Schleicher, som tidligere har været udsendt til brændpunkter i blandt andet Haiti og Zimbabwe.
Og det batter at samle ind, mener han. En del af det katastrofeprogram, som Peter Schleicher arbejder med i Mozambique, er netop finansieret af Røde Kors-indsamlingen i 2010. For pengene hjælper Røde Kors i Mozambique den fattigste landbefolkning med blandt andet at lave varslingssystemer mod uvejret og med at sikre de skrøbelige huse på landet, som ofte bukker under for uvejret.
Fordi Peter Schleicher i det daglige oplever, at Røde Kors’ midler gør en stor forskel, opfordrer han alle, der kan, til at melde sig under Røde Kors’ faner den 7. oktober.
- Folk skal gå ud og samle ind, fordi det giver Røde Kors mulighed for at lave programmer som det her, der hjælper mange mennesker, som er ramt af voldsomme katastrofer, siger han.
- Trods krisen i Vesteuropa er vi jo vildt privilegerede i forhold til de underprivilegerede og udsatte. Derfor bør vi også bekymre os om de mennesker, som er født ind til et liv med få muligheder og ressourcer. Og derfor skal vi gå ud og samle ind, siger han.

