- Tirsdag, 17. februar 2015

Hvor er Keld henne?

Vi lærer det nok inden uge 10...

Det er med at finde en grimasse, der kan passe!
STØVRING: Der lyder liflige toner og glade stemmer, når revyholdet mødes hver torsdag for at øve sang til dette års revy.
- Keld Mortensen, der er holdets sang instruktør og kapelmester, var forhindret i at møde op til den ugentlige øveaften i sidste uge, men det afholder ikke skuespillerne fra at øve på sangene til årets revy. Efter lidt sjov og spas ved opstarten satte Thea Lindberg sig bag klaveret, og så blev der sunget og øvet flittigt med kyndig vejledning af Thea, så stemningen er høj når vi tager hjem efter en aften med musik og sang, siger Conny Blicher.
Man kan i år glæde sig til at høre flot solosang, men også flerstemmig sang. Samtidig øves der også koreografi til sangene, hvilket kan give anledning til stor koncentration og megen latter, når sang og trin skal passe sammen. Hvilke sange der er tale om, vil man ikke afsløre, det må man finde ud af i uge 10 når revyen er klar med en flot vifte af sang og sketch.
- Der er i weekenden blevet sat flotte plakater op af revyholdet rundt omkring i Støvring og i nabobyerne i kommunen. Så ved man, at tiden for afviklingen af revyen nærmer sig, når plakaterne hænger overalt i byen siger Conny Blicher, som glæder sig til præsentere endnu en Stubhusrevy - den tolvte i rækken.
Rigtig mange har allerede sikret sig en billet til en af forestillingerne, som løber af stabelen den 5., 6., 7 og 8. marts, men der kan stadig købes billetter i Stubhuset eller via Billetnet.

