Igen i år afholdes Golfens Dag over hele landet. Arrangementet er en del af Dansk Golf Unions landsdækkende Golfens Dag, der afholdes søndag den 14. april.
Der er åbent hus for alle, der måtte være interesseret i at prøve, hvad golf er.
Rold Skov Golfklub giver med sin naturskønne og velholdte bane folk mulighed for at kombinere leg, motion, naturoplevelser og socialt samvær.
Leg – fordi al sport udfordrer ens evner og samtidig giver den fantastiske oplevelser, når det lykkes.
Motion og naturoplevelser – fordi banen er kuperet, og man leger sig til en gåtur på knap 10 km.
Socialt samvær – fordi man møder en række søde mennesker, der har samme hobby og som er parat til at hjælpe med at gøre legen til en god oplevelse.
På selve dagen er alle sejl sat til i Rold Skov Golfklub. Bestyrelsen og begynderudvalget har sammensat et spændende program, hvor interesserede helt gratis får instruktion af klubbens træner og elitespillere på træningsbanen, man kan deltage i puttekonkurrencer, se trænerens golfshow, se nogle af klubbens maskiner, prøve at spille et par huller på Par 3-banen, få rundvisning i klubhuset og på banen, benytte sig af gode tilbud i shoppen og i restauranten – og meget, meget mere.
En af årsagerne til golfsportens store medlemsfremgang er utvivlsomt, at den kan dyrkes af alle aldersgrupper – og i kraft af et genialt system kan alle på lige fod konkurrere med og mod hinanden – eller blot stille og roligt nyde den dejlige sport med sig selv og sin ægtefælle.
Det er derfor også blevet en populær familiesport og en sport, som man kan dyrke højt op i årene, når kroppen ikke længere kan klare de mere fysisk krævende sportsgrene. I Rold Skov Golfklub er der medlemmer fra 10 år og op til 87 år.


e-max.it: your social media marketing partner