- Tirsdag, 13. september 2011

Tidligere havekonsulent i Haveselskabet, Helge Petersen.

Indehaver af Orangeriet Nandina, Poul Erik Brander, viser her den nye rønnebusk, hvis fulde navn er Sorbus sambucifolia ’Elvira’.
GRAVLEV: Søndag den 4. september var planteskolen og orangeriet Nandina ved Rebild Bakker rammen om en lille højtidelighed, hvor omkring 60 haveinteresserede mennesker var mødt op i det lune efterårsvejr, for at se tidligere havekonsulent i Haveselskabet, Helge Petersen, vise det første eksemplar af en ny rønnebusk frem. Samtidig afslørede han navnet på netop denne udvalgte sort af hyldebladet røn, Sorbus sambucifolia. Den nye sort fik navnet ’Elvira’, så det fulde botaniske navn er Sorbus sambucifolia ’Elvira’. De fleste arter af røn bliver til træer, men denne sort af hyldebladet røn er en lille busk, der kun bliver ca. en meter høj på 15 år.
Det er tidligere forskningsleder ved Danmarks Jordbrugsforskning, Poul Erik Brander, der har indsamlet frø af hyldebladet røn i Japan tilbage i 1980’erne. ’Elvira’ er udvalgt blandt flere planter i en mangeårig prøvedyrkning siden indsamlingen, og den har vist sin hårdførhed og andre gode egenskaber, der gør den dyrkningsværdig i danske haver.
Busken har et løv, der minder om løvet på almindelige rønnetræer, men samtidig ligner det også hyldeblade. Deraf det danske navn, hyldebladet røn. Bladene får gullige og rødlige efterårsfarver. Om foråret får busken hvide til svagt lyserøde blomsterklaser, og senere dannes ovale til runde frugter, der er orangerøde, når de er modne i august-september. ’Elvira’ kan gro på mange jordtyper, og med sin lille størrelse passer den godt sammen med stauder og andre lave buske, eller i et anlæg med alpine planter.
Poul Erik Brander driver i dag Planteskolen Nandina som sammen med Lundhede Planteskole introducerer Sorbus sambucifolia ’Elvira’ på det danske marked, og i første omgang er der et begrænset antal planter til rådighed.

