Af: Pia Fræer Grundholm

Kan vi sige nej tak til de udfordringer, der kommer til vores liv? Nej, det kan vi ikke. Hvad kan vi så? Være fleksibel og tænke nyt og prøve igen. Det var alt det, Gert Rune gjorde en stor indsats for at fortælle os på en overordentlig engageret måde. Et rigtig godt spark i den positive retning.

Gert Rune samt Bente Bislev fra Kræftens Bekæmpelse område Rebild.

STØVRING: Samarbejdet mellem Stubhuset og Kræftens Bekæmpelse betyder foredrag med energi og indhold.
I torsdags gæstede Gert Rune Stubhuset. Gert Rune gennemførte en ironman i 2011 med kun et ben. En ironman er 3,8 km svømning, 180 km cykling og 42,2 km løb, en præstation som er ud over alt, og intet mindre fantastisk for Gert Rune med et ben.
16 år gammel fik Gert Rune konstateret knoglecancer. En tumor i det venstre ben gjorde, at benet måtte amputeres. Han blev lovet et helt almindeligt liv, det er det dog langt fra blevet.
Gert Runes mor meldte ham til handicapsvømning, for der var for meget ensomhed i hans liv, han havde brug for noget andet.
Svømningen fik Gert Rune smag for, selv om første gang var lidt skræmmende i omklædningsrummet, det lignede nemlig et kæmpe reservedelslager af arme og ben, der lå på bænkene. Herefter gik det dog kun fremad.
Gert Rune trænede og blev bidt af svømningen, for her følte han sig normal, og her var fællesskab på tværs af handicaps.
Det startede med regionsmesterskab, herefter to guldmedaljer ved DM, fire guldmedaljer året efter også i DM, og så blev Gert Rune inviteret på landsholdet.
Da han var 20 år gammel deltog han i VM og blev nr. 20. Han deltog i OL i Barcelona i 1992, og det er en af de oplevelser, han aldrig glemmer. Indmarchen var helt fantastisk. At stå ved åbningen og vente på, det blev Danmarks tur, komme ind på pladsen sammen med 5000 andre atleter, hvor Danmarks nationalmelodi bliver spillet.
Alle får udfordringer i livet. Om de er store eller små kommer man aldrig udenom dem. Her fortalte Gert Rune utrolig smittende, om hvordan han altid forsøgte at vende de udfordringer, han har mødt, til noget positivt -  til noget man kan lære af og forsøge at tage det positivt.
Så, Gert Runes motto er: ”Tak for udfordringen”. Tag den, grib den, lær af den og kom videre. Der kommer sikkert nogle flere.
En rigtig god aften, der satte livet i perspektiv og gav os alle noget at tænke over.
Tak for det.


e-max.it: your social media marketing partner