- Onsdag, 2. februar 2011

STØVRING: På den lukkede del af byrådsmødet i torsdags blev et købstilbud på 5,1 mill. kr. for Støvring Højskoles tidligere bygninger afvist af et enigt byråd. Det var initiativtagerne bag en ny efterskole i Støvring, der havde afgivet købstilbuddet, og formand for bestyrelsen Michael Protefee Lex må derfor konstatere, at muligheder for en Støvring Efterskole i bygningerne nu er meget vanskelige.
Bestyrelsen for Støvring Efterskole er åben for at arbejde videre med Rebild Kommune vedr. en løsning, men man afviser at komme med et højere bud på bygningerne, da man vurderer at de økonomomiske forudsætninger for efterskolen derved ikke vil være bæredygtige.
Højskolebygningerne blev efter Støvring Højskoles konkurs i 2009 overtaget af Rebild Kommune for 7,2 mill. kr., og Rebild Kommunes administration vil nu undersøge, hvilke muligheder der er for alternativ anvendelse af bygningerne eller evt. salg.

