- Onsdag, 19. juni 2013
- af forrygende musik fra fantastiske bands, glade børnefamilier omkring stomp, dance, børneaktiviteter og drabelige trolde og riddere, - og ikke mindst - efter en skøn lun og solrig dag, blev Guldbæk Festival blæst omkuld af det vildeste skybrud.



GULDBÆK: Guldbæk Festival 2013 startede lørdag med underholdning for børnefamilierne med bl.a. stomp fra gruppen Vimoroz, som bl.a. instruerede i en afrikansk regndans efterfulgt af sprudlende showdans fra Aarup Dans. Lene Aalestrup og den unge musiker Tine Vingaard åbnede Guldbæk Festival 2013, og sendte den første af de 22 grupper på scenen.
Rigtigt mange havde taget plads i solen på plænen foran scenen. I år foregik festivalen på arealerne ved Lynghøj Efterskole, som viste sig at leve op til alle forventninger til en god festivalplads – både for arrangører og for publikum.
Nyt var et vellykket børne-aktivitetsområde med masser af sjove konkurrencer i Clip’n’fun-teltet og en kamp-
arena fra Eventyrridderne, som tog kampen op mod rigtigt mange børn, mens de lidt ældre børn, unge og voksne nød musikken og det lune sommervejr.
Igen i år havde mange bands tilmeldt sig festivalen – og det var tydeligt at høre, at der i dén grad bliver arbejdet i øvelokalerne. Musikere, der tidligere har spillet på Guldbæk Festival, udvikler sig, og nye talentspirer titter frem.
De unge musikere startede op i backstage-området, og fortsatte på scenen. Der var i alt tilmeldt 109 unge musikere fordelt på 22 indslag – men sådan blev det ikke.
Om eftermiddagen midt under ”The Black Pearl” – kom der skybrud med hårde kastevinde og store mængder af vand, der gjorde, at Guldbæk Festival måtte tage en timeout. Da de værste regnskyl var stilnet af, underholdt ”Den Fedeste Frugt i Junglen” publikum i cafe’en. Imens blev der arbejdet intenst på at gøre udstyr, lyd og Store Scene klar igen, så efter ½ times uvejr og godt en times klargøring, var Guldbæk Festival klar igen. Skybruddet resulterede i et par afbud og betød, at programmet måtte ændres, så man måtte have ”The Black 8” fra Nørager, Ranum Efterskole og Vivid Lines fra ØstHimmerlands Efterskole til gode til næste år.
Trods en våd festivalplads og lidt reduceret teknisk udstyr, blev Guldbæk Festival 2013 afsluttet med manér med det altid veloplagte Dizzy Mizz Lizzy band
Wishing Well, The Raptures, ”Den Fedeste Frugt i Junglen” og til sidst en gang solid rock fra ”Fire at Will”.
Guldbæk Festival retter en tak til alle, som deltog både bag, på og foran scenerne for en helt fantastisk dag – der i alle retninger – børneaktiviteter, vejret og ikke mindst musikken – lå langt over forventning. Reminder til os selv – næster år starter vi ikke dagen med en afrikansk regndans – det virker nemlig.

