Lars Christiansen lagde vejen forbi Hydrema, da det lokale beskæftigelsesråd i Rebild Kommune arrangerede temaeftermiddag for de lokale virksomheder.

Mange forventningsfulde gæster fra hele kommunen var mødt op for at høre Lars Christiansen fortælle om sit liv.

STØVRING: Det er ikke alle og enhver, som kan sige, at de har kørt, hvad der svarer til 20 gange rundt om jorden i bus. Ej heller er det mange, der kan prale af at have slidt over 150 par håndboldsko op – og i øvrigt også fem landstrænere. Ikke desto mindre er det netop, hvad den tidligere landsholdsspiller Lars Christiansen har præsteret gennem sine 20 år som professionel håndboldspiller.
Godt 100 forventningsfulde gæster fra virksomheder i hele kommunen var tirsdag mødt op til en spændende eftermiddag med oplæg fra blandt andet Hydrema, Jobcenter Rebild og Erhvervs- og Turistkontoret i kommunen.
 Men det var den karismatiske håndboldspiller, Lars Christiansen, der fik størst opmærksomhed. Og heldigvis for de fremmødte gav han sig god tid til at skrive autografer og hilse på gæsterne, inden han gik på scenen og fortalte om karrierens op- og nedture som professionel håndboldspiller.
Om højdepunkterne – som da han i 2008 sendte danskerne i EM-finalen i de allersidste sekunder på bekostning af Tyskland – men også om nedturene. Om hans skilsmisse, om kontroverser med Ulrik Wilbek i forbindelse med OL-udtagelsen og om tabet af personer i omgangskredsen, som fik ham til at frygte døden. Alle fortalt åbenhjertigt og ærligt.
 Udfordringer i både privatliv og karriere var noget, flere af gæsterne kunne nikke genkendende til. Med et både alvorligt og meget humoristisk foredrag fik Lars Christiansen slået fast, at man både i livet som håndboldspiller og som erhvervsmand skal huske at nyde, være til stede og ville det.


e-max.it: your social media marketing partner