Bag på en motorcykel, ført af svigersønnen Max Hjortlund, ses lærer Niels Frederiksen. Hustruen Anine i sidder i sidevognen. Billedet er taget foran deres nybyggede hus i Gravlev.

Ø. HORNUM: På den hyggelige og velbesøgte generalforsamling 19. marts i ”Lokalhistorisk forening for den tidligere Støvring Kommune” aflagde formanden Erling Trads beretning, hvori han indledningsvis omtalte, at foreningen, og dermed det lokalhistoriske arkiv, i efteråret 2013 har 40 års jubilæum, og i den anledning vil udgive en bog med titlen ”Træk af Støvring Kommunes historie”. Til bogen har en række personer med tilknytning til kommunens 36-årige virke bidraget ved at fortælle eller skrive om deres oplevelser med og i kommunen gennem tiden. Således kan nævnes at borgmestrene Kjeld Jensen og Anny Winther bidrager. Næsten som en rød tråd gennem hele kommunens historie går fhv. borgmestersekretær Gerda Severinsens fortælling om store og små oplevelser tæt på beslutningstagerne igennem hele perioden.
Endvidere omtalte Erling Trads, at foreningen igen i det forløbne år har udfoldet stor aktivitet i form af udadrettede aktiviteter, fx en udflugt til Hvidsten Kro i samarbejde med Ældre Sagen, en kulturhistorisk vandring på Frendrup Nihøje, foredrag om ”Flyverstenen” for forskellige foreninger og en billedudstilling i Gravlev, der i øvrigt foranledigede adskillige indleveringer af nye billeder og arkivalier til supplement af Arkivets 12.000 billeder og mangfoldige hyldemeter papirarkivalier. Arkivets medlemsblad ”Hanen” fik også omtale, og navnlig blev det fremhævet, at sammenkoblingen af godt design og væsentligt indhold gjorde at bladet i høj grad er med til at tegne Arkivet udadtil.
De nævnte mange hyldemeter papirarkivalier er bestyrelsesmedlemmer i fuld gang med at omorganisere med henblik på registrering i nyt og bedre system. Det meget omfattende arbejdet vil sandsynligvis først være tilendebragt om et års tid.
På valg til bestyrelsen var Erik Sørensen, Leo Nøhr Jespersen og John Hardy Nielsen. Erik Sørensen ønskede ikke genvalg. Nyvalgt blev Per Rolandsen, mens de to andre genvalgtes for de næste to år. Regnskab og budget blev godkendt uden bemærkninger.
Efter selve generalforsamlingen var det Peter Koefoed fra Gravlev, der fortalte og viste billeder fra Gravlev. Hans fortælling tog udgangspunkt i en stor kasse med gamle billeder og andet spændende, han havde fundet i sit hus, da han købte det for år tilbage. Huset var bygget 1911 af den afgående lærer Niels Frederiksen, om hvem der stadig går frasagn i Gravlev. En kriminalsag fra 1912 om en berømt indbrudstyv ”Brækjernet” blev også flettet ind i fortællingen, der her også drog paralleller til nylige hændelser i Gravlev. Afslutningsvis fortalte bestyrelsesmedlemmerne Niels Nørgaard Nielsen og John Hardy Nielsen om, hvad der specielt var blevet arbejdet med på Arkivet det forløbne år.


e-max.it: your social media marketing partner