Så er det ganske vist – byfesten vender tilbage i Støvring lørdag den 3. september.

Modeshowet sidste år var et kæmpe tilløbsstykke.

Her hygger man udenfor Bisgaard Vinhandel.

 STØVRING: Et underudvalg under Støvring Lokalråd, bestående af Ole Bæhr, Heidi Knudsen, Lene Aalestrup og Anders Norup, har de seneste måneder arbejdet på at stable en byfest på benene.
- Vi har valgt at arbejde sammen med havnefestudvalget, således at det bliver en havnebyfest på en enkelt dag. Det bliver et tætpakket program, men vi starter ud med én dag for at se, om der er opbakning til arrangementet, fortæller Anders Norup.
Havnefestudvalget, der består af Marianne Westergaard, Evan Bisgaard, Jeanette Brandt og Henrik Guldborg, fortsætter med gratis kaffebord, frokostgrill og så det store modeshow. - Alle festlighederne finder sted i Jernbanegade, og vi udvider teltet til det dobbelte, så der kan blive plads til alle de nye aktiviteter også. Vi vil stadigvæk gerne, at det er en dag for hele familien, så der er igen masser af aktiviteter til børnene, udtaler Marianne Westergaard.
Alle programpunkterne er ikke endeligt på plads, men byfestudvalget kan blandt andet præsentere havnebanko i teltet, havneløb ved løbeklubben, den store bagedyst, underholdning ved Rebild Kulturskole og så vender den spidstegte gris tilbage om aftenen med dans i teltet.



e-max.it: your social media marketing partner