De mange deltagere i 4. maj-aftenen på Birkehøj havde en dejlig aften med sang, musik og oplæsning.

Ø. HORNUM: Ø. Hornum Sogns tidligere præst, Kristine Jersin, igangsatte traditionen at ”fejre 4. maj-aften på Birkehøj Ældrecenter” med sang og oplæsning af relevante forfattere fra besættelsesperioden 1940 til 1945.
I år blev det vellykkede arrangement ledet af konstitueret præst, Ingeborg Sebbelin. Da det er Kaj Munk-år i 2014, læste hun dels op af Kaj Munks barndomserindringer og af Bjarne Nielsen Brovsts bog om Lise Munk, der fortæller om sin til tider kontroversielle mand og deres liv i Vedersø. Årets sogneudflugt i august  går netop til Vedersø Præstegård. Til efteråret kommer tidl. biskop Søren Lodberg Hvass i konfirmandhuset og fortæller om præsten, digteren og jægeren Kaj Munk.
Organist Sune Bendsen og kirkesanger Lena Bendsen fik alle til at synge med på de dejlige danske sange i Højskolesangbogen, der understøttede aftenens tema.
Frivillige hænder sørgede for kaffe med dansk wienerbrød til.
Søndag aften var en rigtig god start på Kaj Munk-året i Ø. Hornum


e-max.it: your social media marketing partner