- Onsdag, 13. februar 2013
De var der alle de traditionelle udklædninger - prinsesser, sørøvere, ninjaer og spøgelser - sådan skal det være til en fastelavnsfest, også selv om det foregår hos Det Danske Spejderkorps i Støvring.

En lille spejder-mus, der går til den.

Selv om udsynet er begrænset kan man godt slå katten af tønden.

En del af de udklædte spejdere.
STØVRING: Der var dog også en række udklædninger, som man ikke så ofte møder til tøndeslagningen. Der var blandt andet en lystfisker med fiskestang og store gummistøvler, en lille mus, et gulvtæppe, en stor baby og noget som mindede om en robot.
Tønderne var tidligere på ugen blevet malet af de yngste spejdere hos mikroerne, så det var to meget flotte tønder, der var hængt op i det fine vejr. Der blevet rigtig gået til den, hvor alle kræfter blev lagt i, hvor det var muligt. Der var nemlig nogle spejdere, der konstaterede, at ikke alle fine kjoler og andet fastelavnstøj er lige let at bevæge sig i.
Mens alle spejderne holdt varmen med at slå på tønder, blev der blandt forældre og ledere afholdt gruppemøde. Gruppeleder Lars Juul kunne fortælle, at 2012 havde været et år med stor aktivitet. DDS Støvring har blandt andet deltaget med 52 personer i den store spejderlejr i Holstebro. Der havde været afholdt forskellige arrangementer, hvor Tivoli Tovværk i sensommeren var med til at trække mange besøgende til spejdergården. Der er fortsat en god tilgang af nye spejdere, så der ved årsskiftet var 75 spejdere og ledere.
Fastelavnsfesten og gruppemødet blev afsluttet på rigtig spejdervis med et stort kagebord.

