- Onsdag, 1. juli 2015

Børnene boltrede sig i det 28 gr. varme vand.

Det er tredje år i træk, skolen besøger Bevægelsesparken i Aalestrup.
HAVERSLEV: Torsdag morgen drog 80 elever fra indskolingen på Haverslev-Ravnkilde Skole og deres lærere med bus på udflugt til Friluftsbadet ved Aalestrup Idrætscenter og Bevægelsesparken i Aalestrup. End ikke et knap så sommerligt sommervejr kunne lave skår i glæden over en dag med fokus på social trivsel og med fællesskab, hygge, “holdånd” og høj puls som fornemmeste læringsmål.
Sommerluften var måske ikke så lun, som den kunne have været ønskeligt, men det var til gengæld vandet i de flotte bassiner i Friluftsbadet, der sneg sig op på omkring 28 grader. Efter svømmetur og is - ja, sådan en er der vel altid plads til uanset vejret - gik turen på gåben ad Himmerlandsstien til Bevægelsesparken, hvor der blev spist medbragt mad og ellers kørt på med højintensitets legepladsaktivitet på tværs af alder og køn. Det er fryd at se, hvordan de ældste af børnene også sådan en dag tager sig af de yngste - hjælper med at bære den tunge taske, hjælper op når nogen er faldet og tilbyder en hånd at holde i på en for nogen lidt lang gåtur. - Den slags er Haverslev-Ravnkilde Skoles børn rigtig gode til, hvilket vi er utrolig stolte af, fortæller lærerne.
Det nærmer sig efterhånden en tradition, at Haverslev-Ravnkilde Skole tager på tur til Aalestrup, idet det i år er tredje år i træk, at skolen besøger Bevægelsesparken og ikke mindst Friluftsbadet.

