- en rejse med Lars Rigborg gennem de tre Rold Skov museers særudstilling om ind- og udvandring.

Ved ankomsten til New York anløb damperne Manhattan, hvorfra 3. klasses passagererne i mindre skibe blev overført til modtagestationen for immigranter på Ellis Island. Ellis Island er i dag museum for den amerikanske indvandring.

De røde tal i figuren th. viser udvandringen fra Aalborg Amt i perioden 1868 – 1903 i procentdel af befolkningen i 1880. Fra Aalborg Købstad udvandrede 3.074 personer ud af en befolkning, der i 1880 var på 14.152.

Rebild Turistforening arrangerer en guided tour lørdag den 15. august gennem de tre museers særudstilling, som åbnede i forbindelse med Rebildfesten den 4. juli. Det følgende er udvalgte pointer fra de tre særudstillinger på Spillemandsmuseet, Rebildcentret og Blokhusmuseet.

Den himmerlandske hjemstavn
Spillemandsmuseets del af særudstillingen sætter fokus på forholdene i de himmerlandske distrikter i perioden 1860-1920. Her var fattigdom og sult udbredt, bl.a. forårsaget af en heftig vækst i befolkningen skabt bl.a. gennem en faldende børnedødelighed. Fremkomsten af dampskibe førte til en krise i landbruget, fordi den muliggjorde import af billigt korn. Det var den samme landbrugskrise, der andre steder i landet førte til oprettelsen af de første andelsmejerier.

Sørejsen over Atlanten og ankomsten til Ellis Island
Rebildcentrets del af særudstillingen sætter fokus på sørejsen, der foregik med dampskib. At det var lidt af en tur fremgår af, at der var flere, der døde undervejs af bl.a. kolera og skørbug end der var druknede pga. skibsforlis. Det danske rederi Thingvalla havde i alt 10 skibe i sejlads mellem København og New York. I 1898 overtog DFDS Thingvalla-linjen og fortsatte rutefarten med bl.a. kæmpedamperen Frederik VIII. Hun kunne have 121 1. klasses, 259 2. klasses og 881 3. klasses passagerer med sig og derudover 245 besætningsmedlemmer - dvs. 245 besætningsmedlemmer til 1261 passagerer.

Modtagelsen i Amerika
Blokhusmuseets del af særudstillingen er baseret på elementer fra Museum of Danish America i Elk Horn i staten Iowa.


e-max.it: your social media marketing partner