Af: Niels Nørgaard Nielsen, Øster Hornum Børneunivers

Selv om det ser temmelig rodet ud, er der styr på tingene.

Ø. HORNUM: Byggeriet i forbindelse med renovering af Øster Hornum Skole og indflytning af Børnehaven til det samlede Øster Hornum Børneunivers skrider frem, dog desværre ikke helt planmæssigt.
Selvom der arbejdes på højtryk med op til 20 håndværkere i sving på én gang, har diverse forsinkelser og det pludselige vintervejr betydet, at indflytningen i den ny børnehave desværre måtte udskydes i forhold til det planlagte, så det nok først bliver omkring 1. maj, at lokalerne og udearealerne kan tages i brug af byens mindre børn.
Derimod er arbejdet på overetagen så langt fremme, at indskolingen, hvilket vil sige 0. til og med 3. klasse, Skolefritidsordning og faget Natur/Teknik kan flytte ind i nyrenoverede lokaler på 1. etage efter vinterferien.
Så snart disse klasser er flyttet fra de midlertidige lokaler i skolens gamle fløj, kan musiklokalet, der i byggeperioden har fungeret som almindeligt klasselokale, igen tages i brug i sin rette funktion og arbejdet med at indrette denne fløj, så den kan leve op til kravene i folkeskolereformen, herunder lærerarbejdspladser og kontorfaciliteter, kan komme i gang og færdiggøres i løbet af foråret.
Der skal også indrettes rum og udstyr til elevernes lektielæsning og pauseaktiviteter. Skolens elevråd er gået i gang med at udarbejde planer for dette og har foreløbig fået stillet 15.000 kr. til rådighed for realisering af planerne.


e-max.it: your social media marketing partner