Den, der føler dybt forstår meget. Den dybeste medfølelse giver den største indsigt. På samme måde med glæden, også den giver indsigt, for glæden er altid større end vi selv er. En glæde vi kan rumme er ingen glæde, men tilfredshed. Fra landskaber og toner, gennem syn og hørelse, kommer glæden.

Det er et glædens under at få hørelsen igen, når man har været døv. Det er et under at få tales brug igen, når man har været stum, og det er et under at få synet igen, når man har været blind. Men det er da også et under at kunne se, høre og tale selv om man aldrig har været blind, døv eller stum. 

At kunne tale med et andet menneske kan være en opmuntring, en hjælp, en glæde, en rigdom så stor, at den bliver en forsmag på himlens salighed. Ja, hør dette! At kunne se, høre og tale er et stykke af himlen på jorden! Da Jesus åbnede den døvstummes adgang til verden, da fløj ordene som forårskåde sommerfugle ud af hans mund, og de, der så det ske, lovpriste Gud og sang som englene i himlen!

På søndag skal vi høre om et menneske, for hvem to af portene ud til livet er låst – ikke af ham selv, men låst var de. Mundens port og ørets port er det. Indfalds- og udfaldsportene overfor Gud og overfor mennesker er låst. Han kan ikke tale med mennesker og ikke lovsynge sin Gud. 

Vi hører, hvordan Jesus tog den døvstummes smerter på sig, og måtte sukke mod himlen. Den døvstummes ordløse fortvivlelse gjorde han til sin, et ekko fra det store Effatha, påskemorgen, hvor Jesus på én gang taler til himlen og til jorden og siger Effatha – luk dig op.