Støvring Seniordansere og LOF Rebild har en lang tradition om samarbejde på spændende foredrags- og debatarrangementer, og efterårets tilbud til borgerne i såvel Rebild som alle andre, der har interesse, er et spændende møde med sogne- og feltpræst Niels Peter Sørensen fra Aalestrup.

- Arrangementet finder sted tirsdag den 30. oktober i Støvring Biblioteks mødelokaler, og med Niels Peter Sørensens foredrag ”I ørkenen bevæbnet med salmebog og pistol” vil vi lægge op til en forhåbentlig efterfølgende god debat om de danske troppers indsats ude i den store verden, siger Rosa Skriver fra Seniordanserne og LOF´s skoleleder Jan Vestergaard. 
Niels Peter Sørensen har oplevet livet som feltpræst, først i 2004 hvor det var i forbindelse med de danske troppers indsats til løsning af krisen i Jugoslavien/Kosovo, og senest i Afghanistan i perioden fra august 2010 til februar 2011.
Han vil fortælle om et land, der ligger ca. 5000 km fra Danmark, og som har en ganske anden kulturkreds end den danske – på alle måder et land, der adskiller sig fra det, vi er vant til og kender til her i Danmark.
Ifølge Niels Peter Sørensen har hans foredrag også et formål om, at styrke forståelsen for, hvilke indtryk og belastninger unge danske mænd og kvinder her lever under. Med opgaven som feltpræst bag sig bliver det også en beskrivelse af, hvilke opgaver folkekirken ved feltpræsterne løser her, ligesom det bliver en beskrivelse af soldaternes mod og mismod.


e-max.it: your social media marketing partner