Ministeriet for By Bolig og Landdistrikter inviterer til kursus vedr. etablering af de nye Lokale Aktionsgrupper, der landet over skal medvirke til lokaldrevet udvikling. Formålet med indsatsen er at skabe flere lokale arbejdspladser og bedre levevilkår i landdistrikterne.
Der bliver to kurser. Det første er målrettet alle med interesse i lokaldrevet udvikling i landdistrikterne og vil i Rebild og Mariagerfjord kommuner finde sted i Arden Kulturhus mandag 19. maj.
Kurset er en generel indføring i arbejdet med lokaldrevet udvikling ud fra principperne i den såkaldte Leader-metode, der bl.a. bygger på ’bottom-up’ tilgangen (altså udvikling ’nedefra’); etablering af lokale partnerskaber på tværs af frivillige foreninger, erhvervsliv og offentlige myndigheder og gennemførsel af innovative udviklingsstrategier.
I Rebild og Mariagerfjord kommuner har der fra 2007 været en Lokal Aktionsgruppe, LAG Himmerland, som har været med til at støtte 185 lokale udviklingsprojekter med i gennemsnit 3,2 mio. kr. om året.
LAG Himmerland er under afvikling og opløses endeligt medio 2015 – så nu skal der etableres en ny LAG bestyrelse.
Inden sommerferien indkaldes der til stiftende generalforsamling i den nye LAG, og efter sommeren bliver det muligt for de nye bestyrelser at deltage i endnu et kursus – denne gang med fokus på udarbejdelsen af den lokale udviklingsstrategi, der bliver LAG-bestyrelsens redskab i arbejdet med at indstille projekter til støtte i ministeriet. Herom senere.
Vær med til at udvikle dit lokalområde – mød op til det første kursus og hør mere.


e-max.it: your social media marketing partner