Af: Tekst/foto: Arne Asp

Fredag eftermiddag blev det første spadestik taget på byens midtpunkt - hjørnet ved Røde Kors Butikken i Suldrup.

Byforskønnelsen starter på hjørnet ved Røde Kors-butikken.

Formand for Borger- og Erhvervsforeningen, Torben Linde, tager det første spadestik.

SULDRUP: Byforskønnelsen af Suldrup er et initiativ, der blev igangsat for et par år siden, da Borger- og Erhvervsforeningen havde indkaldt til et borgermøde.  

Landdistriktkonsulent Pia Bonde fra Rebild Kommune var tilstede, og temaet var ”Fremtidsprojekter i Suldrup”. Der blev nedsat en del grupper - bl.a. en stigruppe, som allerede har  præsenteret Nerup-stien. Gruppen er allerede i gang med flere sti-muligheder. 

Byforskønnelsesgruppen blev også igangsat denne aften. Med Kim Mathiasen som formand gik man i gang med at planlægge hvad, der kunne gøres for, at hovedgaden i Suldrup kunne komme til at se rigtig godt ud. 

Når man i dag kører igennem byen, er der knap så kønt. Mange steder er der dårlig vedligeholdelse både på huse og omkring husene. Det vil man nu gerne ændre i Byforskønnelsesgruppen. 

Nogle projekter er klar til at blive etableret. Der, hvor man starter, er på hjørnet ved Røde Kors Butikken.

Der arbejdes ligeledes på opstilling af kunst et par steder i byen, blandt andet ved Ældrecentret Himmerlandshave og på det grønne område ved skolen.

Der er også ideer om, at byportene skal ændres og to nye skal til - én på Veggerbyvej og én på Aarestrupvej, og der skal laves en fin beplantning ved byportene.

Der var ikke indkaldt til reception til det første spadestik - det skal pengene ikke bruges til, oplyser Kim Mathiasen. Mange var alligevel mødt op for at se formanden for Borger- og Erhvervsforeningen, Torben Linde, tage det første spadestik. Skulpturen Stjernen, som afdøde Arne Lundgren havde skænket, blev taget ned midlertidigt medens selve arbejdet bliver udført, og så er der plads til den igen.

Det økonomiske fundament blev skabt da Brugsbygningen blev solgt i Coop Danmark der kastede ca. 300.000 kr. af til forskønnelse af Byens Torv. Dette beløb er ynglet idet man har fået tilsagn om 100.000 kr. fra Rebild Kommune. Man har tilmed søgt midler af nogle fonde og håber at det vil give et afkast til byprojektet.

Byfornyelsesgruppen består af formand Kim Mathiasen, Rasmus K. Madsen, Knud Christensen, Arne Asp, Elly Jacobsen, Svend Erik Pedersen, Inger Lunden, Eigil A. Andersen, Dan Mølgaard, Dorthe Jensen, Arne Bjørn, Jytte Baade Lyngberg og Grethe Pedersen. 


e-max.it: your social media marketing partner