- Onsdag, 10. juni 2015

SULDRUP: Søndag den 14. juni får Suldrup kirke besøg af Kirketeateret ved Jens Jødal, der er skuespiller, forfatter og kirkelig konsulent.
Siden 2005 har han stået bag Kirketeateret - et enmandsteater, som dog også i nogle tilfælde får hjælp fra andre skuespillere, musikere og teknikere.
Denne søndag spilles Den barmhjertige samaritaner, som er Kirketeaterets mest spillede forestilling. Det er en tro og alligevel nyfortolkende og meget morsom fremstilling af den gamle lignelse.
Gennem forestillingen med masser af skør humor, hvor flere børn bliver klædt ud som røvere, og alle deltagere løbende inddrages i forestillingen, giver Jens Jødal publikum noget at tænke over. Jødal fastholder børn (og voksne) fra først til sidst, og forestillingen har fået rigtig meget ros for sin sjove og skæve historiefortælling. En forestilling, der vil publikum noget – uanset alder.
Efter forestillingen er der kaffe, saft og kage i sognehuset og et oplevelsesløb/en lille skattejagt for børnene med tilknytning til det, der lige er blevet vist i kirken. Hele gudstjenesten og arrangementet i sognehuset er en del af dette forårs minikonfirmandforløb, så derfor er alle årets minikonfirmander samt deres familier særligt velkomne denne dag. Men alle andre - både børn og voksne - er meget velkomne til en sjov, hyggelig og lærerig eftermiddag, og det er ganske gratis at deltage.

