På det sidste borgermøde i forbindelse med Kommuneplan 2013 kom de spørgelystne borgere vidt omkring. Både landsbyer og vindmøller var på programmet, men især potentielle interessekonflikter mellem landbrug og natur gav anledning til meningsudveklinger.

Den 14. marts afholdt Rebild Kommune et cafémøde i Haverslevhallens festlokale. Formålet var at give de borgere, organisationer, og foreninger der ønsker at afgive et høringssvar, mulighed for at stille uddybende spørgsmål til bestemte emner.

Landbrug eller natur
De fem emner der kunne spørges ind til, var placeret ved hvert sit bord, hvor der var både politikere og ansatte fra forvaltningen til stede til at svare på spørgsmål. Fra starten var bordet med emnet ”Landbrug og natur” det der trak flest interesserede til, og spørgsmålene til såvel embedsfolk som politikere var både skarpe og velforberedte.

Er der plads til landbruget?
De fremmødte landmænd var bekymrede, da det fremgår af oplægget til kommuneplanen at der er udpeget markant større arealer til ”særlige naturområder” og ”potentielle naturområder” end tidligere. Spørgsmålene var i den anledning om der overhovedet vil blive plads til at dyrke jorden i fremtiden. Der blev svaret beroligende med at der i praksis stort set ikke bliver ændret på vilkårene fremover i forhold til de eksisterende. Ændringerne skyldes primært at formuleringerne i kommuneplanen er blevet justeret så de svarer til de faktiske omstændigheder og ny lovgivning.

Er der plads til naturen?
Samtidig er der udpeget væsentligt større arealer til ”særligt værdifulde landbrugsområder”. Det rejste et tilsvarende spørgsmål, blot med modsat fortegn: Bliver der overhovedet plads til naturen i fremtiden? Svaret var også tilsvarende, nemlig at vilkårene stort set ikke ændrer sig, men at der er tale om tilpasninger til virkeligheden.

Vand, vindmøller og landsbyer
Også andre emner var der interesse for blandt de borgere der var mødt op. Statens vandplaner og vådområdeindsatsen blev drøftet, og flere spurgte ind til mulighederne for udvikling af kommunens landsbyer og byer. Især de små muligheder for at udvide bebyggelsen i visse af kommunens byer blev drøftet og flere forslag kom på bordet. Endelig var der en del interesse for de områder hvor der kan placeres vindmøller i fremtiden, og igen var der modsatrettede holdninger. Hvor nogle mente der er gjort plads til for få vindmøller var andre bekymrede for udsigten til opstilling af flere end der allerede er.


e-max.it: your social media marketing partner