- Tirsdag, 19. november 2013

Man behøver ikke være længe i selskab med de to snakkesalige damer, før man bliver klar over, at der har udviklet sig et ægte venskab.
Kaffebordet er dækket, da det ringer på hjemme hos Henny Taul i Skørping. Grethe Madsen åbner og siger velkommen. Hun er spiseven hos Henny og har sammen med hende indvilliget i et interview til Ældre Sagen i Rebild.
Spisevenner er et samarbejdsprojekt mellem Center Sundhed og Ældre Sagen, hvor frivillige som Grethe Madsen besøger ældre i eget hjem over et måltid varmt mad.
Som altid får Henny besøg om mandagen. Menuen står på farsbrød, kartofler, grøntsager og sovs, men inden de når så langt, gælder det interviewet. Mens kaffen bliver drukket, fortæller de begge to af hjertens lyst om projekt spisevenner.
Hennys mand døde for
1½ år siden. Det var et hårdt slag for hende, og bedre blev det ikke, da hun samtidig fik en blodprop i hjernen.
- Det tog næsten modet fra mig og betød blandt andet, at jeg mistede appetitten og lysten til at komme ud af huset, forklarer Henny.
Formålet med spisevennerne er netop at bruge måltidet til at forebygge isolation og ensomhed blandt ældre. Samtidig er det en kendsgerning, at ældre, der bor alene ofte ikke spiser nok. Maden smager nemlig bedre, hvis man har en at dele den med. Det hjælper både på appetitten og livskvaliteten. Mange ældre tager på, og det betyder et bedre helbred, både fysisk og psykisk.
Henny Taul fortæller, at hun nu er kommet op på sin normalvægt og at hun føler sig fysisk stærkere.
Grethe Madsen supplerer: - Ja, kan du huske, da vi første gang begge to kørte hen til plejehjemmet for at hente maden selv?
Henny går nu selv til købmanden og på kirkegården støttet af sin rollator, og hun laver også mad til sig selv igen.
Grethe og Henny kom straks på bølgelængde, efter at en visitator fra Rebild Kommune havde anbefalet spisevennerne fra Ældre Sagen. Maden er vigtig, men det betyder lige så meget, at der kommer en og snakker og lytter, gentager Henny atter og atter i løbet af samtalen, der udvikler sig til en rigtig hyggesnak.
Grethe har siddet og nikket bekræftende, mens Henny fortalte.
- Det gode samvær under spisningen går begge veje, fortsætter hun.
Henny er en god fortæller, og vi har mange fælles interesser. Hun har med stor glæde konstateret en positiv udvikling med Henny, siden hun begyndte at komme som spiseven. Også Hennys familie har oplevet forandringen og er lige så tilfreds som Grethe.
Grethe Madsen havde egentlig en idé om at hjælpe som kørestols-skubber, men måtte opgive det, da det var for fysisk hårdt. Hendes nabo rådede hende i stedet til at blive spiseven, og det blev en succes.
Man behøver ikke være længe i selskab med de to snakkesalige damer, før man bliver klar over, at der har udviklet sig et ægte venskab. Parret har lutter positive ord om ordningen, f.eks det gratis måltid mad og lysten til at hjælpe, som Ældre Sagens frivillige tilbyder.
Rebild Kommune
er lige så godt tilfreds
Kommunens frivilligkoordinator Sietske Møller var med til at sætte projektet i gang sammen med blandt andre Edda Johnsen fra Ældre Sagen i Støvring. Som forberedelse har de besøgt Odense Kommune, som har fundet på spiseven-ordningen.
- Men der handler det mere om ernæring til småtspisende enlige ældre. Her vil vi sætte mere fokus på ensomhed, har Sietske Møller udtalt.
Og formand for Sundhedsudvalget Henrik Christensen er begejstret: - Det er simpelthen et knald godt initiativ Ældre Sagen er kommet med her. Der er 100 procent politisk opbakning.

