Guldbæk Festival fylder 5 år - og Guldbæk Event er født

Anders og Katrine – kendt fra Lille Nørd står på scenen og underhoæder børnene.

GULDBÆK: Guldbæk Festival er i år en del af Guldbæk Event. Et nytænkende og anderledes arrangement, hvor der er oplevelser og udfordringer for hele familien.

Med Rebild Kommunes Landsbystafet som igangsætter, er der skabt et bredt og frugtbart samarbejde mellem festival, borgerforening og en lang række borgere. Derfor danner festivalpladsen rammen om to festlige dage i år, den 5. og 6. juni med et væld af aktiviteter og oplevelser under temaet: Musik - Kunst - Motion. 

 

Guldbækløbet

Guldbæk Løbet er et nyt familievenligt motionsløb med udfordringer for alle. Grundlovsdag den 5. juni er der mulighed for at få hele familien ud at løbe. Ruterne starter ved 1 km børneløb, hvor mor eller far kan løbe med. Derefter følger forskellige sværhedsgrader fra 5 km trampetur til ½ maraton trail. På festpladsen findes forskellige børneaktiviteter og børnepasning er muligt, hvis både mor og far skal ud at løbe. 

Alle løbere belønnes i mål med friskbagt pizza fra stenovn, ”bobler”, kaffe og hjemmebagt kringle.

 

Kunst, pizza, 

musik og LandArt

På festpladsen og på ruten vil man kunne opleve musik fra bl.a. musiker Per Iversen (tidl. Aalborg symfoniorkester m.m.), Keyboard Experience og Emilie Houlberg - og i den mere rockede genre det lokale Golden River Band. 

Kunstgruppen i Guldbæk Event har ladet sig inspirerer af LandArt Rebild, som også er repræsenteret. Der udstilles således ca. 40 kunstværker i naturen omkring løbet, hvor også Blomsterkunstner Jonas Jensen, Aalborg, har lavet en installation i et træ på festpladsen. Der vil blive en skattejagt i skoven for både børn og voksne, hvor besøgende kan jage billeder og digte egne historier, der vil indgå i en konkurrence. 

 

 

Fra Lille Nørd Hits til 

Rock, ”Smooth Jazz”,

Blues og Rock 

Den 6. juni tænder Guldbæk Festival for forstærkerne for femte gang. Endnu engang er der lagt op til en festlig dag med masser af musik, masser af aktiviteter for børn og masser af hygge omkring cafeen og Guldbæk Vingårds pavillon. Man planlægger at kunstudstillingen også vil være åben lørdag – hvilket dog afhænger lidt af sommervejret.

Formiddagen står i børnefamiliernes tegn: Efter en festlig åbning går Anders og Katrine – kendt fra Lille Nørd, på scenen. Her giver de gas med sjov og ballade, sange, historier og udklædning -  og de har lovet, at tage sig god tid til en snak med børnene, autografer m.m. efter showet. 

På pladsen vil der være ballonkunstner, eventyrriddere som kan nedkæmpes med rollespils sværd og kreative aktiviteter i børneteltet.

Herefter indtager mere end 100 unge lokale talentfulde musikere fra ca. 13 – 20 år de to scener. Der er VIP forplejning i backstage området, alle unge musikinteresserede kan få en snak med folkene fra Musikstarter, som gæster festivalen. Musikstarter er et projekt initieret af Nephew og i samarbejde med bl.a. Ungdomsringen, som – ligesom Guldbæk Festival – skal få unge igang med musik. 

I telte og på festivalpladsen kan der nydes mad og drikke fra Caféen.

Mange husker multikunstner og rapper Musse, som gæstede festivalen i 2014, og i den grad kunne demonstrere, hvad performance fra scenekanten betyder for et veloplagt publikum. Han vil i år, sammen med Jan Drilling, varetage konferenciers rollen, og lede publikum og musikere velunderholdt igennem dagen.

 

After Party i fest teltet

med live musik og 

Pub stemning

Caféen byder gennem hele dagen på mad og drikke til rimelige priser, og når dagen går på hæld og Guldbæk Festival slukker for de store forstærkere, fortsætter man med ”After Party” i teltet. Her vil der kunne købes Guldbæk Gryde – og vi håber Pub stemningen og det gode selskab får gæsterne til at runde dagen af i den hyggelige atmosfære, mens natten sænker sig.

Guldbæk festival vandt i vinter Andelskassens Sammen kan vi mere -prisen og med Guldbæk Event har man i høj grad oplevet, at når landsbyen samler kræfter, kompetencer og passioner - når unge musikere finder sammen med andre musikere - så oplever man, at ”Sammen kan vi mere”. 

Arrangørerne håber, at rigtigt mange vælger at gæste Guldbæk Event i dagene 5. og 6. juni. Publikum, familier, løbere, musikere og frivillige, vil alle opleve, at det er sammen man kan skabe unikke oplevelser.  

 

 

 

 

 

 

 

 

 


e-max.it: your social media marketing partner