- Tirsdag, 13. september 2011

Ved åen blev der fanget masser af majfluer.

Dagen sluttede med smagprøver på ørreder fra grillen.
Hvis ikke, er det en skam du ikke var med på Naturens Dag, hvor Danmarks Naturfredningsforening havde inviteret børn og voksne til Skillingbro Naturskole. De godt 50 fremmødte ved nu en masse om Rebild-områdets kilder, livet i Lindenborg Å, og ikke mindst hvordan ørreder opdrættes i et økologisk dambrug – og hvor godt de smager.
Deltagerne hørte om kilderne i Gravlev Ådal, som stadig er så rene, at man roligt kan drikke vandet – men også at der desværre er fundet små rester af sprøjtegifte i et par af kilderne. Der er stadig slet ingen fare ved at drikke vandet, men det understreger, at man skal passe godt på vores grundvand.
Det var dejligt at så mange børn havde taget deres voksne med til Naturens Dag, og at de var meget optaget af, hvordan vandet strømmede fra Thingbæk Kilde til ørreddammene og klækkehuset, hvor ejer Niels Moes fortalte om, hvordan man laver nye ørreder, der kan sættes ud i dammene.
Den største oplevelse for børnene var nok nede ved åen, hvor nogle af vandløbets smådyr blev fanget og undersøgt. Her var det man fandt masser af majfluenymfer som lever 3-4 år i åen inden de flyver ud som majfluer (døgnfluer), lægger æg og dør. Naturvejleder Søren Risborg, som hjalp DN Rebild bestyrelse ved arrangementet, var glad for at se så mange nymfer. De kan nemlig kun trives, hvor vandet er helt rent.
Og en niøje? Det er en mærkelig fisk, som børnene fangede – og der var vist ingen der nogensinde havde set sådan en før.
Dagen sluttede med smagsprøver på økologisk ørred fra grillen eller røget på rygeovnen bygget af græstørv. Og der var lækre fisk nok til, at deltagerne i Naturens Dag 2011 gik mætte hjem efter en god og lærerig oplevelse.

