- Tirsdag, 14. februar 2012

Der blev kæmpet godt mod tønderne.

”Benny” kom også forbi og slog til tønden.
STØVRING: Normalt vil en udklædning som grøn KFUM-spejder ikke vække den store opsigt til en fastelavnsfest, men når udklædningen dukker op ved en fest hos Det Danske Spejderkorps i Støvring, hvor man er normalt går i en mørkeblå uniform, så bliver der lige kigget og smilet venligt en ekstra gang.
Fastelavnsfesten bød ellers på det traditionelle opbud af indianere, fine damer, ninjaer og hippier, men også mere specielle udklædninger som en gulerod, en telefon og en dame i morgenkåbe kunne ses.
Tøndeslagningen for de tre tønder foregik uden for ved Spejdergården på Hjedsbækvej. Vejret var flot solskin med en enkelt grads frost, så der var ikke problemer med at holde varmen, mens der blev gået godt til med hårde slag til tønderne. Dog måtte den udklædte dame i morgenkåbe indse, at strømper og badesandaler trods alt ikke er det mest velegnede og varme fodtøj i februar måned.
Flere af de udklædte spejdere havde dog ikke gennemført udklædningen helt, for deres spejdertørklæde var på flere forskellige måder blevet indarbejdet som en ”naturlig” del af udklædningen. Man er vel ikke spejder for ingenting!
Mens spejderne holdt tøndeslagning blev der afholdt gruppemøde for forældrene. Godt 30 forældre og ledere kunne blandt andet høre gruppeleder Lars Juul fortælle om, at 2011 havde været et godt år for Cimbrerne med en god tilgang af nye spejdere til de forskellige grene.
Fastelavnsfest og gruppemødet blev afsluttet med en fælles frokost for alle deltagerne.

