Bille Augusts film om Marie Krøyer samlede fuldt hus både formiddag og eftermiddag.

Det er en del af Seniorbiografens koncept, at man ikke kun skal se gode og aktuelle film. Man skal også hygge sig. Om eftermiddagen er der altid kaffe og kage efter filmen.

SKØRPING: Så er det igen slået fast med syv-tommer-søm, at Seniorbiografen i Skørping altid viser de helt aktuelle film. I torsdags var man den biograf i Danmark, som allerførst havde premiere på ”Marie Krøyer”. I landets øvrige biografer – også i Skagen, hvor de udendørs optagelser fandt sted – var der først premiere om aftenen, men da havde 200 allerede set filmen ved to forestillinger formiddag og eftermiddag i Skørping.
- I de første år, jeg var med, var der mange der troede, at Seniorbiografen kun viste gamle, danske film a la Morten Korch, men det er absolut ikke tilfældet. Vores koncept går på at vise de helt aktuelle film, men i dagtimerne. Selv om man er kommet op i årene, vil man gerne følge med i, hvad der sker, også i filmens verden. Man er bare ikke så glad for at komme ud om aftenen, når det er mørkt, eller der ligger sne og fortovene er glatte, siger Erling Junker Holst.
Han slår samtidig fast, at Seniorbiografen er for alle, uanset alder. - Men det er en kendsgerning, at vore gæster er i den tredje alder, så navnet er ikke helt ved siden af, siger han.
Med to udsolgte forestillinger fik Seniorbiografen en god start på den nye sæson.

To film samme dag
Der er seniorbiograf igen torsdag den 11. oktober, hvor der er to film på programmet. Om formiddagen viser man Susanne Biers romantiske og varme komedie ”Den skaldede frisør” med Pierce Brosnan og Trine Dyrholm i hovedrollerne.
- Filmen har været vist i Kinorevuen, men der var nogle, der ikke nåede at se den, og de har spurgt, om vi ikke kunne tage den på programmet. Samtidig har vi fået mange positive tilkendegivelser fra folk, der har set den. Noget tyder på, at vi har gjort det rigtige, for to tredjedele af billetterne er allerede solgt, fortæller Erling Junker Holst.
Om eftermiddagen viser man den nye og dramatiske danske film ”Kapringen”, som har fået meget flotte anmeldelser. Det er historien om et dansk skib, som bliver kapret af somaliske pirater. Vi følger de to hovedpersoner i dramaet – direktøren,som sidder i København og forhandler med piraterne, og skibets kok, der må lave mad med en pistol i nakken. De to hovedroller spilles af Søren Malling og Pilou Asbæk.


e-max.it: your social media marketing partner