- Tirsdag, 27. marts 2012

SULDRUP: Søndag den 18. marts havde Suldrup kirke besøg af de kendte operasangerpar, Tove Hyldgaard og Tonny Landy. Godt 90 mennesker havde fundet vej til kirken, og de fik en skøn og indholdsrig eftermiddag i selskab med de to dygtige sangere.
Tove Hyldgaard og Tonny Landy er kendt fra operascener rundt i hele Europa, hvor de begge har spillet store partier i de mest kendte operaer, men de er også kendt for den mere folkelige og brede side af musikverden som fx musicals, fællessang på TV2 Charlie osv.
I Suldrup havde de to sangere selskab af pianist Frode Steenggard, og de tog os alle med på en musikalsk rejse med temaet: ”Tro, håb og kærlighed - men størst af dem er kærligheden”. Et potpourri af sange, salmer, oplæsning af digte og fortælling alt sammen stykket sammen af Johannes Møllehave.
Der var virkelig stor spændvidde i eftermiddagens program - lige fra en smuk tostemmig udgave af Cesar Francks ”Panis Angelicus”, en inderlig udgave af salmen ”Her vil ties, her vil bies”, oplæsning af et digt om forelskelse af Dan Turell, Tonny Landys dejlige fortolkning af Kaj Munks ”Den blå anemone”, en kærlighedsduet fra Westside Story, små underfundige og sjove anekdoter om kærlighed og ægteskab af Johannes Møllehave og til en fejende flot afslutning med et nummeret ”Pie Jesu” fra Andrew Lloyd Webbers musical ”Requiem”. Der var da også stående bifald til sangere og pianist efter fem kvarters koncert, som bare var fløjet afsted, hvilket vel er typisk, når man er i så godt selskab.

