Luftfoto af Aaresteup skole taget i 1987.

AARESTRUP: For 50 år siden knoklede håndværkerne for at færdiggøre den nye skolebygning i Aarestrup. Det lykkedes næsten at blive færdige til tiden, dog måtte skolesommerferien forlænges med én uge – det var børnene sikkert ikke kede af!
Forud for denne nye skole var gået mange års planlægning. Allerede i 1939 blev jorden købt, men der skulle gå over tyve år, inden der rigtig kom gang i planerne. Torsted og Aarestrup skoler kunne ikke længere leve op til kravene i den nye skolelov fra 1958, og det blev besluttet at bygge en ny stor skole for både Torsted og Aarestrups børn.
Lige godt én million var byggeprisen, men så havde man også en topmoderne skole til de 120 elever – hvoraf de 35 kom fra den nedlagte Torsted skole.  Bygningen bestod af syv klasseværelser, et lærerværelse, sløjdlokale, skolekøkken og gymnastiksal i stueetagen samt bibliotek og ungdomslokale på første sal. Lærerstaben bestod af tre lærere, en lærerinde og en småbørnslærerinde. Først i 1974 blev der oprettet en børnehaveklasse på skolen.
I 1987 blev der bygget et kontor til, men ellers ligner bygningen sig selv her 50 år efter.
Det er dog kun ved første øjekast, for kommer man ind på skolen, kan man tydeligt se og mærke at det ikke længere er en folkeskole. For otte år siden besluttede byrådet at nedlægge 357 års uafbrudt folkeskoletilbud i Aarestrup. Det var landets ældste, endnu fungerende folkeskole der lukkede, men ildsjæle fra sognet oprettede en friskole – Gregers Krabbe Friskolen.
Elevtallet var dalet fra de 120 i 1963 til blot 29 da skolen lukkede i 2005 – i dag er der 93 elever på friskolen, der som den eneste friskole i kommunen tilbyder undervisning fra børnehaveklassen til og med 9. klasse.
Jubilæet fejres med en reception fredag den 23. august kl. 13 til 17 – hvor man håber at se mange af de tidligere ansatte, elever og deres familier. Det er netop to tidligere elever, Helle Lomholdt Østergaard og Liselotte Sveistrup der er primus motor på festlighederne, og de fortæller, at der vil være mulighed for både at se fortid, nutid og fremtid denne dag. Gamle arkiver bliver lagt frem til skue, nuværende friskoleelever vil vise rundt, og skolens visionsudvalg vil fortælle om fremtidens visioner for skolen.


e-max.it: your social media marketing partner