På en dejlig forårssøndag eftermiddag fik Stubhuset besøg af musikeren Esben Just, der gav koncert i den gamle frimenighedskirke ”Huset” ved siden af det nye rådhus. Selv om konkurrencen fra det fine forårsvejr var hård, havde ca. 40 mennesker fundet vej til Huset for i en stund i musikkens tegn at være sammen med Esben Just.

STØVRING: Esben Just har en del år på bagen i musikbranchen, og har spillet sammen med snart sagt alle, der er noget inden for musikken. Jeg selv mødte ham for en del år siden på Tønderfestivalen, hvor han var spillede med trioen S.P., Just & Frost. Her satte han et uforglemmeligt spor, og jeg var fyldt af forventning, da jeg gik til koncerten.
Esben Frost startede med, at causere over sin plakat, der viser hans nøgne overkrop og med en cowboyhat på hovedet. Det kunne jo være, at han på dén måde kunne lokke lidt flere kvindelige tilhører til sine koncerter. Og hvis kvinderne fik en god oplevelse, kunne det jo være, der faldt lidt af til manden derhjemme. De indledende bemærkninger stillede publikum i udsigt, at eftermiddagen ville komme til at indeholde en passende afvejning af stand-up humor og glad musik. Og det kom i sandhed til at holde stik. Esben Just leverede fantastisk levende sang og sprudlende musik på flyglet. Han er hjemme i snart sagt alle genrer: Jazz, rock, boogie-woogie og klassisk for blot at nævne nogle.
Esben Just lagde ud med nummeret Way down yonder in New Orleans. Som kontrast hertil spillede han umiddelbart herefter Shopins Polonaise Opus 40, som Esben Just bramfrit kaldte  Bal i palæet. Så var det vist, at spændvidden i eftermiddagens program kunne ventes at blive stor.
Næste nummer var en hyldest til pigerne - Venter i et Vejkryds, hvor han sang og spillede sig helt ud på flyglets klaviatur og kom helt ud til kanten i det høje register.
Esben Justs repertoire er mestendels knyttet til New Orleans – både jazz, blues og boogie-musik, hvilket han fremførte med stor passion og energi. Den mand er ganske enkelt et levende ”musikkraftværk”!
Som man fornemmede ved koncertens begyndelse, blev det en eftermiddag også med god del pragtfuld humor, der tog udgangspunkt i dagliglivet. Før kunne man tage en formiddagsbajer. Det er fy-fy i dag. Og hvad med fredagsbajeren? Den er også væk mange steder. Næh – lad os få de gode gamle dage tilbage, mener Esben Just.
Der blev også plads til lidt alvor. Esben Just berettede om sin skolekammerat Lars. Efter en årrække ikke at have haft kontakt med Lars, dukke han pludselig op igen – som Natanael. Esben hed stadig Esben. Natanael var aldrig blevet færdig med sin uddannelse, havde en stor gæld, og var også inde i lidt misbrug. Natanael besøgte Esben i hans sommerhus, hvor han var i færd med at indøve et klassisk musikstykke, som han holder meget af. De sidste afpudsninger var nu færdige, og Esben Just spillede nummeret for Natanael, der roste musikken. Cirka en uge efter blev Esben kontaktet af Natanaels far, der fortalte, at Nathanael havde hængt sig. Faderen bad Esben spille et par salmer til begravelsen, hvilket Esben straks accepterede. Esben blev spurgt, om han kunne tænke sig at spille noget andet også? Det kunne Esben. Han spillede musikstykket, som Natanael havde godkendt i sommerhuset. Det var: Liebestraum  af Franz Liszt. Herefter spille Esben Just musikstykket, og det med indføling og passion, der sammen med historien i dén grad betog publikum. Det var som om alle kendte Natanael og var med til begravelsen.
Eftermiddagens koncert blev afsluttet med publikums medvirken. Alle skulle synge med på det populære nummer You Are My Sunshine. Det lykkedes ikke rigtig i første omgang, med lidt ”Pep-Up” kom der gang sangstemmerne hos publikum. Til allersidst spillede Esben Just den kendte melodi: Dejlig er Jorden, hvilket var en fantastisk afslutning på en rigtig god eftermiddag. Esben Just er en ener i dansk musikliv. Man bringes i tanken hen på Sigurd Barret og også lidt til Niels Hausgaard. Esben Just har fuldstændig greb om musikken og humoren og gør det superprofessionelt. Han har en musikalsk spændvidde, der sjældent er set. Synd, at ikke flere fik denne enestående musikoplevelse.            


e-max.it: your social media marketing partner