- Mandag, 6. oktober 2014
Det kan være svært at gentage en succes. Med dette i baghovedet, stod fem juniorspejdere fra Det Danske Spejderkorps i Støvring klar en aften i oktober til natløb i Rold Skov. Der var tale om det tværkorpslige løb ”Impeesa”, hvor 20 hold spejdere stod klar til at konkurrere.

Det blev en flot andenplads til DDS Støvring.

Deltagerne er klar til Impesa.
STØVRING: Sidste år havde været en stor succes for DDS Støvring, da man havde vundet både det samlede løb og den såkaldte turnout, der er en vurdering af den spejdermæssige optræden på de enkelte poster.
Årets løb bød på opgaver inden for mange spejderdiscipliner som blandt andet knob, båltænding, koder og samarbejde.
Da spejderne ved midnatstid stod trætte ved Skørping skole, og ventede på løbets resultat, havde man en fornemmelse af, at det var gået godt. Der blev dog jublet en del, da Støvring spejderne fik at vide at det var blevet til en samlet andenplads og en femteplads i turnout.
Det var godt nok ikke helt så flot som sidste år, men der var stor tilfredshed med resultatet, som blev fejret som en lille sejr.
DDS Støvring forventer at komme stærkt tilbage til næste år, hvor der igen skal løses spejderopgaver midt om natten i Rold Skov.

