Hvordan kan de langtidsledige i Rebild Kommune få job og dermed undgå at miste retten til dagpenge? De menneskelige og økonomiske konsekvenser af at miste dagpengene har stor politisk bevågenhed i Rebild Kommunes Arbejdsmarkedsudvalg. Ligeledes har Det lokale beskæftigelsesråd (LBR) haft fokus på problemstillingen og med støtte fra Beskæftigelses–regionen blev der i efteråret skabt grundlag for, at Jobcenter Rebild kunne gøre en ekstra indsats.
 
Men hvad er det så der skal til?
På det tidspunkt stod Jobcenter Rebild med en større gruppe ledige – der primært var over 45 år, havde begrænset uddannelse og var tæt på at miste dagpengeretten. I en tid, hvor netop denne arbejdskraft ikke efterspørges, skulle der tænkes nyt. Det blev derfor besluttet, at Jobcenter Rebild ville forsøge at blive klogere på, hvad der kunne gøre en forskel.
Gruppen af ledige blev delt op i to grupper og der blev indledt samarbejde med en privat aktør, der arbejder med ledige. Denne aktør ville skaffe den ene gruppe af ledige i arbejde ved at tilbyde dem et gennemprøvet koncept med vejledning og opkvalificering – mens Jobcenter Rebild ville skaffe den anden gruppe af ledige i job via en virksomhedsrettet indsats. Her var de lokale virksomheder en aktiv medspiller i tæt samarbejde med en fast medarbejder fra jobcenteret.
Begge forløb havde en afgrænset periode på 13 uger.
 
Gode resultater
Det virksomhedsrettede forløb har haft stor succes med at få de langtidsledige borgere i ordinært arbejde, uddannelse eller i løntilskud. I dette forløb har næsten tre fjerdedele af deltagerne opnået et positivt resultat, mens det kun gjaldt for 37 % af deltagerne på vejlednings- og opkvalificeringsforløbet.
- Det er overordentlig glædeligt, at det er lykkedes for over halvdelen af deltagerne i det virksomhedsrettede forløb, at få fast ordinært arbejde eller er gået i uddannelse, udtaler formanden for Arbejdsmarkedsudvalget og LBR, Klaus Anker Hansen og fortsætter: - Det er her lykkedes at skaffe arbejde til en gruppe ledige, som i en krisetid ikke ville have de store forhåbninger om at komme i arbejde.
 
Fremtiden
Med afsæt i de gode resultater fra det virksomhedsrettede forløb, skal den succesfulde metode implementeres i de fremtidige tilbud i Jobcenteret. Lige nu afprøves metoden i forhold til unge, som ligeledes er hårdt ramt af ledighed og som på en del områder har de samme udfordringer som gruppen af langtidsledige.
At forløbet er blevet en succes, skal i stor udstrækning tilskrives de lokale kræfter og det tætte samarbejde mellem alle involverede parter – ikke mindst de lokale virksomheder.


e-max.it: your social media marketing partner