- Fredag, 4. september 2015
Eleverne i Rebild Kommunes skoler klarer sig godt, når man sammenligner med resten af landet. Men der er store forskelle mellem de enkelte skoler – det vil Børne- og Ungdomsudvalget nu gøre noget ved.

Formand for Børne- og Ungdomsudvalget Anders Norup (V).
REBILD: - Karaktergennemsnittet i afgangsprøverne i dansk og matematik er over landgennemsnittet og 91,5 % af eleverne er i gang med en ungdomsuddannelse 15 måneder efter 9. klasse. Det er rigtig godt! De hårde fakta viser bare, at nogle skoler klarer sig godt – mens andre skoler er udfordret fagligt, siger formand for Børne- og Ungdomsudvalget Anders Norup (V).
Undersøgelse skal
kvalificere beslutninger
Børne- og Ungdomsudvalget har derfor bestilt en grundig ekstern undersøgelse af skoleområdet. Målet er at løfte fagligheden på alle skoler, men organisering, ressourcer og kapacitet er også til debat. Udvalget vil bruge undersøgelsens analyser og handlingsscenarier som grundlag til at tage kvalificerede beslutninger ud fra.
Ikke en spareøvelse
Undersøgelsen er ikke tænkt som en spareøvelse.
- Nej, understreger Anders Norup - vi vil derimod bruge undersøgelsens resultater som grundlag til give alle skoler mulighed for at gøre eleverne så dygtige som de kan.
Indsamling af fakta
Dataindsamlingen er begyndt, og konsulentfirmaet Brøndum og Fliess går nu i gang med at interviewe alle skoleledere af kommunens ni folkeskoler.
Dernæst skal alle de data som konsulenterne er blevet fodret med fra forvaltningen og som de selv indhenter analyseres. Næste fase er forskellige workshops med udvalget, skoleledere og skolebestyrelserne som skal sikre, at alle vinkler og idéer bliver hørt og inddraget i undersøgelsen.
Vi vil lytte til alle
- Det er meget vigtigt for os som politikere, at inddrage og lytte til dem, der til dagligt sidder med udfordringerne på de enkelte skoler. Det er dem, der kan pege på de ømme punkter, med samtidig også dem, der er bedst til at pege på løsningerne, siger Anders Norup.
Rapporten skal præsenteres for Børne- og Ungdomsudvalget 2. december i år.

