- Tirsdag, 27. september 2011

Anders Blichfeldt gæstede Stubhuset
STØVRING: Anders Blich-feldt fortalte om sit liv i Stubhuset. Det var en aften med en masse fortællinger om stort og småt i Anders Blichfeldts liv. Anders fortalte løs, og det var let at mærke, at han virkelig havde noget på hjertet, som han gerne ville dele ud af. Ganske spændende at få et lille indblik i, hvad der har drevet Anders Blichfeldt eller hvilke tilfældigheder, der har gjort, at han en torsdag aften kunne sidde i Stubhuset og fortælle om alle sine oplevelser i ”Tonernes verden”.
Anders kommer ikke fra et hjem med klaver, men et hjem med en banjo. Hans far spillede banjo og det var her den første musikalske tone blev sat, da de to akkorder til Tom Dooley blev lært. Vi fik en musikers fortælling om, hvad der havde inspireret ham, gennem tiden til at skrive nogle af hans forskellige tekster. Hvad det betyder at skrive en tekst, om følelsen at ”få dampen ud af hovedet” – ”en slags escapisme”. Midt i bleskift og havresuppe, hvor tiden er knap blev det store hit ”Female Voice” til.
Vi hørte om Poltex, om Rocking Bo and the Babes, om Rockwool og om The Verners og hvordan det til sidst blev til Big Fat Snake. En spændende fortælling om, hvorledes det gik til, at der blev lavet pladekontrakter og om de store og små oplevelser ved at være i pladeselskabernes verden.
Hvilken betydning det har for os mennesker, når der kommer alvorlige ændringen ind over vores liv. Det tidspunkt, hvor vi stopper op og tænker os om, hvor vi skal tage stilling til, hvad vi gerne vil fremover og hvordan vi gerne vil nå dertil. Anders fortalte lidt om netop livskrise om livets alvor om, hvordan vi lige pludselig bliver konfronteret med livets meget alvorlige side. Tankevækkende og inspirerende at høre om, tacklingen af denne side også.
Heldigvis blev der også tid til at høre nogle af de dejlige tekster, som Anders havde skrevet og Anders´ ganske særlige sangstemme og han gav flere numre.
Anders Blichfeldt fortalte, at han jo i denne tid havde travlt med at lave live-tv, hvilket han synes er rigtig sjovt og spændende.
En hyggelig musikalsk aften med et indblik i Tonernes verden i følgeskab med Anders Blichfeldts, om de svære stunder samt heldigvis også alle de positive. Tak for tonerne og fortællingen Anders.
PFG.

