- Onsdag, 28. august 2013
Godt 20 børn og voksne fra Rebild kommune deltog i Kræftens Bekæmpelses arrangement ”Stafet for Livet” i Karolinelund i Aalborg forrige weekend.

”Team Rebild” deltog i Kræftens Bekæmpelses ”Stafet for Livet” i Karolinelund i Aalborg.


8-årige Kasper Hosbond præsterede en maraton på rulleskøjter.
Det var første gang, at Aalborg arrangerede stafetten, der var åben for alle. ”Team Rebild” kunne sammen med de andre ca. 600 deltagere medvirke til at støtte og gøre en forskel i kampen mod kræft. Stafetten var ikke en konkurrence, men havde udelukkende til formål at indsamle og synligøre behovet for penge til forskning, forebyggelse og behandling af kræft.
I Karolinelund var der mulighed for at campere med vogn eller telt og for børn var der boldbane, hoppeborg, legeplads, ansigtsmaling mm. Lørdag aften efter mørkets frembrud deltog alle i en smuk lysceremoni.
Stafetten varede 24 timer lige som kampen mod - og livet med - kræft foregår hele døgnet.
Stafetten på det enkelte hold skulle derfor som udgangspunkt være i gang hele døgnet. En baneomgang var 630 meter og man kunne frit vælge om man gik, løb, kørte med barnevogn eller andet. Hver en omgang talte, idet nogle hold havde aftalt sponsorering af omgange. For andre var det bare en symbolsk og hyggelig konkurrence med de andre hold om at opnå flest omgange. For ”Team Rebild” med Lene Kragelund som holdkaptajn blev der gået omgange svarende til ca. 600 km eller en tur til Hamborg og tilbage igen. På holdet var der ikke en prins, der præsterede en ironman, men en sej gut, Kasper Hosbond på 8 år, der præsterede en maraton på rulleskøjter.
Mange deltagere i stafetten er familier, der på den ene eller anden måde er eller har været berørt af kræft. Sammen med kolleger, venner og andre havde de nogle hyggelige timer eller et helt døgn sammen. Timer, hvor deltagerne viser støtte og opbakning til de, der kæmper, har kæmpet eller tabt kampen til kræft.
”Stafet for Livet” er et landsdækkende initiativ under Kræftens Bekæmpelse.

