- Torsdag, 9. april 2015

Camilla Flyvbjerg øverst på sejrsskamlen til årets påske-orienteringsløb.
Solen skinnede i mere end én forstand over de 25 deltagere fra RSOK, som havde stillet kompasset ind på påskeløbene ved Ebeltoft, som samlede ca. 1800 orienteringsløbere fra hele landet. For ud over strålende sol bød de udfordrende løb også en samlet førsteplads og mange andre flotte resultaterne til klubbens løbere.
Camilla Flyvbjerg vandt sammenlagt i klassen D-12. Og i klassen H-12 blev Emil Nysom Jensen nr. to. Helt suverænt og flot løbet. Også Mathias Veggerby Jensen i H12 og Signe Veggerby Jensen i D14 klarede sig flot, da de begge blev nr. fem i hver deres klasse.
Men klubbens seniorer kunne også være med. I H35-klassen udspandt der sig en drabelig dyst, som resulterede i, at Mads Kappel og Søren Flyvbjerg strøg til tops med en samlet anden- og tredjeplads for alle tre løb.
De to første etaper fandt sted i smukke Mols Bjerge, hvor man kunne nyde udsigten ud over græsklædte bakker og bugter med blåt hav i det fjerne. Her skulle der løbes stærkt i det åbne, men også svære terræn, hvor posterne stod tæt.
Tredje etape fandt sted i Ørnbjerg Mølle, hvor der var mere traditionelt terræn.
Klubbens formand, Ole Jensen, er både glad og stolt over de flotte placeringer. - Klubben er inde i en rivende udvikling med fremgang på alle områder. Det at vi nu også kan gøre os gældende i de store nationale konkurrencer, er bare et nyt mål vi har nået, oven i alle de andre områder, hvor vi er gået frem, siger Ole Jensen.

