Langt ude i skoven på et sted, som kun nisserne kendte, boede Julle og hans kone Nisseline på en hyggelig gård, der var mange hundrede år gammel. Vinduerne var små, stråtaget var fyldt med mos og fuglereder, og op ad skorstenen steg røgen fra ildstedet i køkkenet, hvor Nisseline hver dag kogte risengrød til sig selv og Julle.
Til gården hørte en stald, hvor der var varmt og rart. Stalden var ikke særlig stor, for Julle og Nisseline havde kun to husdyr: Koen Maren og rensdyret Rudolf. Hver dag hele året rundt kom Nisseline og malkede en hel spand fuld af mælk, som hun kogte risengrød af.
’Pyh ha’, sukkede Maren og skævede ned til Rudolf, der lå i halmen. ’Du ligger bare dér 364 dage om året og laver ikke andet end at tygge drøv og glo sløvt ud i luften, mens en anden én må fylde 364 spande med mælk.’
Rudolf drejede langsomt hovedet, holdt op med at tygge og så med sine store øjne på Maren.
’Kan du flyve, måske?’
’Flyve? Hvordan skulle jeg kunne flyve? Er du klar over, hvor meget jeg vejer?’
Rudolf kiggede på Maren fra den ene ende til den anden. Nej, han kunne godt se, at det ville blive svært at få hende til at lette fra jorden, så tyk som hun var. Han sank en mundfuld, rømmede sig og kiggede overbærende på hende.
’Hm - nu er det jo sådan, at jeg kan flyve! Ganske vist flyver jeg kun én dag om året, men de andre 364 dage ligger jeg og lader op. Det ser så nemt ud, men det kræver en masse energi, kan jeg godt fortælle dig! Så kom ikke her og spil smart!’
’Så kan hun lære det’, tænkte Rudolf og tog en frisk mundfuld hø.
Maren tænkte, at måske skulle hun få lært at flyve, så hun ikke skulle stå og lave mælk hver dag hele året rundt. Hun bestemte, at det skulle være hendes nytårsforsæt.
Med til gården hørte også en lade, hvor Julle havde sit værksted. Elleve af årets måneder var der ikke liv derovre. Alt var stille og tyst! Men hvert år på den 1. december kom der liv i værkstedet. På den dag kom arbejderne og gik i gang med arbejdet.
Arbejderne var nisser, og de kom hvert år den 1. december klokken syv om morgenen. Så blev de og arbejdede uafbrudt med at lave julegaver til den 24. december klokken halv to om eftermiddagen. Så skulle alle julegaverne pakkes i kanen, så Julle og Rudolf kunne komme ud med dem, inden de skulle have risengrød med mandel og ekstra stor smørklat.
Julle var god mod alle børn, og han kravlede ned gennem alle skorstene og delte gaver ud. Også til de børn, der ikke havde været helt artige. Han syntes ikke, at det gjorde noget, hvis de havde lavet nogle narrestreger i løbet af året.
Når nisserne var færdige med julegaverne, rejste de igen. Men år efter år dukkede de op præcis den 1. december klokken syv. Resten af året gik de i skole over hele landet og blandede sig med skolebørnene. De havde taget deres nissetøj af og lignede alle andre børn. Ingen kunne se, om der var en nisse eller to i klassen.
De vidste selv, at de var nisser, men de sagde det ikke til nogen. Det var en hemmelighed, men hvis de tog deres sko og strømper af, kunne man se, at de var nisser. Deres venstre lilletå var nemlig længere end de andre tæer.
Den 1. december meget tidligt om morgenen fik Julle sin morgenrisengrød og gjorde sig klar til det store decemberarbejde. Han vidste, at nisserne var meget præcise, så han skulle også være på værkstedet til tiden.
Men først ville han lige være sikker på, at han stadig kunne krybe gennem skorstenen. Han kunne sagtens nå at krybe gennem sin egen for at være på den sikre side.
Julle knappede sin nissejakke og trak nissehuen godt ned over ørerne. Det var hundekoldt ude, og det var begyndt at sne. Herligt, tænkte Julle. Alt var, som det skulle være, og det tegnede til at blive en god december.
Under tagskægget hang Julles stige. Han løftede den ned og anbragte den op ad væggen. Det var hårdt for ham at kravle op. Han pustede mere, end han plejede, men han nåede op og satte sig svedende og stønnende overskrævs på tagryggen.
Forsigtigt kom han op at stå på det isglatte stråtag og stak først det ene og så det andet ben ned i skorstenen. Så! – Nu sad han på kanten med benene nede. Det gik da meget nemt! Langsomt lod Julle sig glide ned i skorstenen. Det gik også rigtig godt, indtil hans mave skulle gennem hullet. Han tog en dyb indånding og trak maven ind. Så – nu gled han lidt længere ned.
Men det var nødvendigt for Julle at puste ud igen, og da han havde gjort det, sad han meget fast. Han vred og drejede sig og skubbede fra med hænderne, men det hjalp ingenting. Julle asede og masede og spjættede med benene lige over ildstedet nede i køkkenet. Det blev varmere og varmere, og Julle blev efterhånden lige så rød i hovedet som nissedragten.
’Hjælp mig, Nisseline! Jeg sidder fast!’ råbte han så højt, han kunne.
Nisseline var ved at koge en kæmpestor gryde risengrød, for der kom jo mange nisser til risengrødsfrokost. Hun gik og nynnede nogle af de gode, gamle nissesange og havde slet ikke opdaget Julles ben, der stak ned fra hullet.
Først da røgen begyndte at samle sig i køkkenet, kiggede hun op for at se, om en allike skulle have bygget rede i skorstenen.
Og så fik hun øje på dem!
Julles ben, der sparkede og spjættede. Og hun hørte hans råb om hjælp.
Nisseline blev helt forfjamsket og forvirret og løb rundt om sig selv flere gange, før hun greb en spand fuld af vand. Hurtigt smed hun den på ildstedet for at slukke ilden.
Ilden gik ud, men nu var der for alvor røg i køkkenet. Nisseline løb så hurtigt, hun kunne på sine små, tykke ben ud af huset for at hjælpe stakkels Julle. Hun plejede at være bange for at klatre op på taget, men nu var hun nød til det. Før man kunne sige ’mandelgave’ var hun oppe og sad over skrævs på tagrygningen.
’Jamen, sødeste Julle! Hvad er der dog sket?’ smågræd Nisseline.
Julle var stadig rød i hovedet, men sagde til sin kone, at hun enten skulle prøve at trykke ham ned eller hive ham op. Nisseline prøvede både det ene og det andet, men det var helt umuligt. Julle sad fast!
’Hvad skal vi dog gøre?’ jamrede Julle. ’Vi skal starte på julegaverne i dag, og om lidt kommer nissearbejderne. Men det værste er, at de skal se mig sidde her! Jeg bliver helt til grin. Find på noget, søde Nisseline!’
Selv om det var en værre redelighed, kunne Nisseline ikke lade være med at grine, for hun kunne godt se, hvad der var galt. Julle mente, at skorstenen var blevet for lille og sagde, at de måtte have en ny og større.
Nisseline var holdt op med at skubbe og hive. Nu sad hun bare og smilede.
’Jeg har en meget bedre ide.’
’Har du?’ sagde Julle og lyste op.
’Ja! Du må sidde her, til du har tabt dig så meget, at du kan komme enten frem eller tilbage.’
Julle vidste, at det var rigtigt. Han var blevet for tyk af al den dejlige grød. Alligevel gjorde han en masse vrøvl og var lige ved at tude, da Nisseline kravlede ned igen for at sige velkommen til arbejdsnisserne, som hun kunne høre i det fjerne.
De var præcise som altid. På gårdspladsen blev de budt velkommen af Nisseline, som ønskede dem god arbejdslyst hele december måned. Hun håbede, at de ikke kiggede op på skorstenen, hvor Julle sad fast.
Det sneede mere nu, og det var Nisseline glad for. Nu var det sværere at se Julle, selv om han havde sin røde frakke på. Men Julle var åbenbart blevet lidt kold deroppe, for pludselig nyste han så højt, at der skred lidt sne ned fra taget. Alle nisserne vendte sig nysgerrige om for at se, hvor nyset kom fra. Da de havde vænnet øjnene til at se gennem sneen, kunne de se noget rødt deroppe.
’Det er jo Julle,’ råbte en lille nisse.
’Jaah!’ råbte de alle sammen.
’Hvad laver du deroppe?’
Først lod Julle, som om han ikke var der og håbede, at det ville sne lidt mere. Men tværtimod holdt det op, og det blev meget tydeligt, at det var Julle, der sad i skorstenen.
’Hvorfor kommer du ikke ned?’ råbte alle i munden på hinanden.
Julle svarede ikke men mumlede et eller andet og grinede fjollet. Det var ikke så let at råbe, at han sad fast, fordi han var for tyk. I stedet for blev han mere og mere rød i hovedet. Overarbejdsnissen, som forstod at lede og fordele arbejdet og løse opgaver, kunne se, at Julle var i en slem kattepine, og han følte, han måtte gøre noget.
’Nu ikke så meget snak, nisser. Lav en nissekæde her fra gårdspladsen, op ad stigen og op til Julle. Og når jeg råber H-I-V, så hiver I af alle kræfter. Forstået!’
Før man kunne sige ’risengrød’, dannede nisserne en kæde, og da overarbejdsnissen råbte ’HIIIIV’, trak de til af alle kræfter.
SVUP sagde det, og så røg Julle op ad skorstenen som en prop. Han rutsjede ned ad taget og landede med et bump på gårdspladsen.
’Ho – ho – ho! Det var rigtig sjovt! Det gjorde slet ikke ondt,’ brølede Julle, mens han humpede rundt og holdt sig bagpå.
’Nu ikke mere pjat, ’ sagde overarbejdsnissen. ’Lad os SÅ komme i gang med arbejdet!’
Arbejdsnisserne myldrede ind i værkstedet fulde af iver efter at få begyndt. Julle rettede lidt på sit tøj, og da han humpede forbi Nisseline, greb hun hans arm og hviskede:
’Det var godt, nisserne hjalp dig. Ellers skulle du ha’ siddet dér i mange dage.’
’Du har ret, min søde kone. Jeg må slanke mig. Det tager jeg fat på efter jul.’ Grinede Julle og skyndte sig ind på værkstedet.
I de næste dage gik alt, som det skulle. Der var travlhed i værkstedet. Arbejdsnisserne arbejdede ustandseligt med julegaverne. De lavede legetøj, pakkede det ind, satte smukke bånd omkring og stablede det hele, så det kunne blive læsset på kanen den 24. december. Overarbejdsnissen dirigerede og gav ordrer, og selv Julle rettede sig efter ham, for han vidste godt, at han var den bedste.
Hver dag kom Nisseline med frokostrisengrøden til alle, så de kunne få nogle kræfter til arbejdet. I stalden stod Maren og producerede mælk, og i høet lå Rudolf og ladede op til at flyve den tungt læssede kane rundt til alle skorstenene, så Julle kunne komme ned med gaverne.
Alt gik efter planen – lige til den 17. december om morgenen, hvor Nisseline gik over i stalden for at få en spand mælk fra Maren til frokostrisengrøden.
Hele natten havde Rudolf  ligget og hostet og forhindret Maren i at sove. Nu lå han også og rystede, øjnene løb i vand, og næsen var blevet rigtig rød. Han hostede lidt ekstra, så Maren skulle spørge ham, hvordan han havde det.
’Okay – okay! Hvordan har du det så? Nu har du holdt mig vågen hele natten med dit hosteri. Er du syg eller hvad?’
Rudolf mente, at han vist var en lille bitte smule syg. Han havde i hvert fald ondt i halsen, og hans næse var rød og fyldt med snot.
’Det kommer der af alt det flyveri. Bliv dog inde i varmen i stedet for.’
Der kom kun nogle små snøft fra Rudolf, og Maren følte, at hun havde været lidt for hård ved ham.
’Jamen, er du sådan rigtig syg? Med feber og alting?’
Rudolf nikkede og mente nok, at han havde en lille smule feber. Men det skulle Maren slet ikke tage sig af. Han skulle nok klare den, skulle han. Det var ikke noget at snakke om.
Maren kunne godt se, at den var helt gal med Rudolf, og hun ville gerne hjælpe sin gode ven.
’Hvis jeg får lært at flyve inden jul, så skal jeg nok ta’ turen juleaften. Så kan du hvile dig imens.’
’Det er pænt af dig. Men skulle jeg så producere mælk til alle arbejderne imens? Det har jeg vist ikke forstand på. Vi må finde på noget andet.’
I det samme kom Nisseline ind i den lune stald med sin mælkespand. Hun nynnede igen en nissesang, skubbede spanden ind under Maren, satte sig på skamlen og lagde hovedet mod Marens varme krop. Hendes hurtige hænder malkede den gode mælk ned i spanden.
Maren kiggede bekymret på Rudolf. Han så rigtig skidt ud nu. Nisseline måtte da snart opdage det.
Det følte Rudolf også og gav sig til at hoste lidt. Nisseline stoppede med at malke. Hun rejste sig og gik rundt om Maren for at se, hvad der var galt med Rudolf.
’Jamen, du godeste,’ udbrød hun og slog hænderne sammen. ’Hvordan er det dog din næse ser ud? Den er jo helt rød!’
Nisseline lod den fyldte spand stå og susede over i værkstedet. Alle nisserne kunne se, at der var noget galt. Noget frygteligt.
’Åh, hvilken ulykke! Rudolf er blevet syg, og jeg tror ikke, han bliver rask nok til at køre gaverne ud. Hvad skal vi dog gøre? Hvem skal passe ham? Og hvem skal klø ham bag øret, mens han ligger dér? Jeg har jo ikke tid, for jeg skal jo lave frokostrisengrøden, malke Maren, pudse kanen, stryge Julles tøj og...’
Nisseline slog grædende hænderne for ansigtet. Hun kunne slet ikke se, hvordan hun skulle nå det hele inden jul. Og hvad med børnene? Alle de søde børn! De skulle jo have deres gaver!
’Rolig nu’, brød overarbejdsnissen ind. ’Det hjælper ikke at tude! Nu må der handles! Jeg har en plan!’
Og før man kunne sige ’Rudolf med den røde tud’, fik han lavet nogle nissehold, som skulle skiftes til at give Rudolf masser af kamillete og klø ham bag øret. Og som det første skulle Nisseline skynde sig over i stalden og give Rudolf et tykt, uldent halstørklæde på.
’Åh, tak overarbejdsnisse! Hvad skulle vi dog gøre uden dig?’ Nisseline tørrede tårerne bort og smilede.
Overarbejdsnissen tænkte for sig selv, at det vidste han heller ikke. Hans plan kørte uden problemer, og hurtigt fik Rudolf det meget bedre.
Men som overarbejdsnissen også sagde til sig selv: Hvis man behandler en forkølelse, tager det en uge. Hvis man lader den gå over af sig selv, tager det syv dage.
Alt blev færdigt og pakket i kanen den 24. december. Julles tøj blev strøget. Kanen blev pudset. Og Rudolf blev rask. Julle satte sig godt til rette og greb tømmerne. Han vinkede og råbte til nisserne og Nisseline, at han nok skulle skynde sig, så han kunne komme tilbage og få dejlig risengrød med ekstra stor smørklat. Og hun måtte ikke snyde med mandelen.  
Maren stod og gumlede på den friske hø, og gennem det lille vindue i stalden så hun Julle og Rudolf flyve hen over den mørke decemberhimmel mellem stjernerne.
Hun kunne tydeligt se Rudolfs røde tud, som lyste så flot i mørket og viste vej for Julle. Selv om han var blevet rask, var hans næse stadig rød. Maren tænkte, at det nok var bedst, at hun passede sit job med mælken. Hendes tud var heller ikke nær så rød som Rudolfs.
Skrevet af
Hanne Jørgensen i
indskolingsafdelingen på Karensmindeskolen
for et par år siden.