STØVRING: Fredag den 5. april var der internationalt besøg i Stubuset i Støvring. På scenen stod den canadiskfødte, nu Amerika-bosatte, singer-song-writer Dana La Croix, der havde lagt vejen forbi på sin lille Danmarks turné. ”Dette dejlige, kompakte land”, som hun sagde, hvor en tur fra Tønder, hvor hun havde givet koncert dagen før, i hendes univers bare var en smuttur, på hvilken hun dårligt nok nåede at få den dejlige, lange lur, hun havde regnet med.
Med sig på scenen havde hun sine amerikanske venner Pete Smith på guitar og Adam Armstrong på bas, mens trommerne i hendes band betjenes af danske Jacob Rostbøll fra Lemvig.
Efter et åbningsnummer, der i anmelderens ører lød en smule ”skævt”, beviste bandet, at det skam er meget velspillende og godt sammenspillet, og særligt Pete Smith og hans guitar var en oplevelse, når han med hele kroppen og i sin ansigtsmimik levede sig ind i sit sublime guitarspil.
Men dagens hovednavn var altså Dana La Croix, denne lille, men meget karismatiske, Toronto-fødte pige, der omtrent blev helt væk bag den guitar, som hun mestrer på fornem vis.
Nok er hun et lille væsen, men hendes stemme er meget stor, hvilket vi fik blev vidner til gennem de 18 numre – dels sange skrevet af hende selv og i samarbejde med andre (fx ”Jump In” skrevet sammen med Jacob Rostbøll), dels numre skrevet af andre komponister, dels numre fra tidligere udgivelser, mange af dem samlet på hendes ny kompilerings-CD ”Moving On Looking Back”, og dels et helt nyt nummer (”I’ll Be There”) også fra den nye CD.
Genremæssigt bevægede Dana La Croix sig i sin iørefaldende musik på flere planer – fra det pop- og balladeagtige over numre med country-strejf til heftig blues, hvor kvartetten virkelig rykkede igennem. Vi rundede også lige skiffle-universet på et nummer, hvor hun akkompagnerede sig selv på skeer.
Tekstmæssigt synger hun om både lykkelig og ulykkelig kærlighed, om at turde springe ud og tage chancer, om håb og om drømme – fx om drømmen om, at prinsen på den sorte Harley en dag vil dukke op og vælge hende frem for hendes billedskønne søster (”Cinderella’s Sister”).
Desværre havde ikke så mange denne fredag valgt at lægge vejen forbi Stubhuset, der dog, en halvt fyldt sal til trods, alligevel fik skabt en stemning med hygge og nærvær. Det blev en hyggelig og nærværende koncert. Men trods ihærdige forsøg fra Dana La Croix og band på at få publikum til at synge og klappe med, lykkedes det aldrig at få sat helt gang i salen. Det var en rigtig fin og velspillet koncert, men det var som om, der manglede lidt intensitet. Måske fordi vi ikke var så mange til stede? Det kan man så blot håbe på, der er, hvis – eller når – Dana La Croix en anden gang lægger vejen forbi Stubhuset. Hun er bestemt værd at gå efter.