Af: Tekst/foto: Karsten Frisk

Stand-up’er Elias Ehlers gæstede Stubhuset torsdag aften. Støvrings ungdom var på pletten, og fik lattermusklerne rørt.

STØVRING: Elias Ehlers gik på scenen, hvor baggrunden var oplyst af et stærkt, gulfarvet grafisk billed, hvori hans navn stod printet til beskuelse hos publikum. En baggrund, der er betydeligt pænere end den sædvanlige mørke baggrund på Stubhuset scene.
Det var tydeligt, at Elias Ehlers i starten skulle føle sig frem for at lodde stemningen hos det unge publikum. Hvad ville de høre? Skal vi prøve dét – eller måske noget andet?
Efter kort tid fandt Elias Ehlers skuffen med mærkaten ”Under bæltestedet”. Den virker hver gang. Her blev kønslivet – eller mangel på samme – udpenslet i detaljer. De unge publikummer syntes, med dette tema, at være på hjemmebane. Der blev grinet og klappet – også på de rigtige steder.
Stand-upkomikere kan være meget forskellige i deres udtryk og komik. Meget generelt kan man sige, at unge stand-up’ere ofte tyder til det sikre, nemlig komik med udgangspunkt ”under bæltestedet”. De lidt ældre og mere erfarne har ofte fundet en niche, hvor andre emner spiller en større rolle. F.eks. Omar Marzuk sætter sig selv i den komiske rolle som muslim i det danske samfund.
Nuvel – nu var det jo ikke Omar Marzuks aften, men Elias Ehlers, som gjorde det godt. Efter pausen skiftede temaet til de ”store” spørgsmål om livet i almindelighed. Også her var publikum årvågent og kvitterede med pift, klap og latter. Synd, der ikke var flere til stede.


e-max.it: your social media marketing partner