- Onsdag, 20. august 2014

Man er jublende glad for den lokale opbakning.
SULDRUP: Sidst i maj måned indviede Suldrup FDF deres nye naturbase i anlægget i Suldrup. Ved denne indvielse blev der gjort opmærksom på at Suldrup FDF var i krise på grund af manglede frivillige i lederflokken samt i bestyrelsen.
Der blev efterfølgende på den ekstra ordinære generalforsamling i juni fundet to nye bestyrelsesmedlemmer og sommerferien er blevet brugt til at finde nye frivillige ledere og assistenter. Denne mission er lykkes så godt, at man opstarter den nye sæson mandag den 25. august med otte nye ledere/assistenter. Man er jublende glade for denne lokale opbakning og kan næsten ikke få armene ned.
Udadtil kommer der også et par nye ansigter, da Brian Vang Villadsen er blevet valgt som bestyrelsesformand og Arne Bjørn som kredsleder. Begge er forvejen kendt i Suldrups bybillede og Arne Bjørn har sågar været med til at starte kredsen op i 1989. Det er nu 25 år siden og man kan derfor fejre jubilæum i år.
Det gør man søndag den 31. august, hvor alle nye, nuværende og tidligere medlemmer inviteres til kaffe-hygge i anlægget.
Man ønsker at vise kredsen frem for alle interesserede og få en snak om gamle dage. Så sæt endelig kryds i kalenderen og grav gerne dine gamle FDF billeder og minder frem.

