Fire-spejdere fra Støvring.

Lejrgaden.

Lejrens-tivoli.

STØVRING: I to uger har fire storspejdere fra Cimbrene - Støvring Gruppe boet i en teltby sammen med 38.000 spejdere fra 156 forskellige nationer. Et deltagerantal der giver en teltby, der er større end en gennemsnitlig svensk by.

Theis Saxling, Rose Sofie Bak, Peter Rask og Line Juul Nielsen deltog fra 27. juli til 7. august sammen med ca. 600 andre danske spejdere i World Scout Jamboree 2011 i Sverige.

Hvert fjerde år mødes spejdere fra hele verden til jamboree, og i år var det altså Sverige, der var værter. På en verdensjamboree får deltagerne mulighed for at mødes på tværs af geografiske, kulturelle og religiøse grænser. Jamboree er en oplevelse for livet. Man kan kun deltage én gang, da alle deltagere skal være mellem 14 og 17 år. Dog kan man være med som hjælper eller leder, når man er fyldt 18.

I løbet af de to uger mødtes spejderne for at lære spejdere fra andre lande at kende, opleve hinandens kulturer og deltage i aktiviteter om alt fra miljøeksperimenter til spejdertivoli. En af dagene skulle spejderne præsentere deres kultur for resten af deltagerne på en stor kulturfestival. 

Lejrene sluttede med et stort show med deltagelse af bl.a. den svenske konge og dronning, en koncert med Europe og en brag af et festfyrværkeri.

- Det har været helt fantastisk. Jeg har mødt så mange nye mennesker og har fået en masse nye venner, både danske og udenlandske. Lejren var så stor at vi kun fik set en brøkdel af den. Vi har bare haft det så sjovt, fortæller Line Juul. 

At dømme udfra fra de tre andre deltageres trætte, men glade smil og snak – så er de enige. Det har været en spejderoplevelse for livet.


e-max.it: your social media marketing partner