- Tirsdag, 18. november 2014

Onsdag den 12. november var en stor dag for musiklærer Vagn Mikkelsen (th) og Suldrup Skole.

Aulaen på Suldrup Skole var fyldt med glade elever.
SULDRUP: Onsdag den 12. november var en stor dag for musiklærer Vagn Mikkelsen og Suldrup Skole. Gennem mange år har eleverne sunget med på de talsange, som Vagn i løbet af årene har skrevet.
Sangene tager udgangspunkt i både matematikken og tallenes verden, samtidig med, at små dagligdagsoplevelser med indskolingsbørn, har givet inspiration til indhold og genrer.
Et unikt samarbejde med Rebild Kulturskole har gjort det muligt at sprede sangene ud til alle kommunes skoler og institutioner, der er simpelthen udgivet en cd med tilhørende noder og teksthæfte – lige til at gå til. I løbet af den næste periode vil materialet blive distribueret ud af Kulturskolen.
På Suldrup Skole er man naturligvis stolte over, at andre nu kan få mulighed for at synge med på de mange sange, og der var rigtig god stemning, da dét til dagen sammensatte orkester fremførte nogle af sangene. Der var fællessang og luftguitar og ikke mindst ønske om ekstranummer – jo eleverne kender og elsker at synge disse talsange.

