- Onsdag, 7. august 2013
Ældre Sagen i Støvring glæder sig til igen at præsentere et program med foredrag, kurser og mange andre aktiviteter.
Af Anette Fausing Thomsen,
PR, Ældre Sagen i Rebild
Blandt nyhederne er ”Spisevenner”, som præsenteres med et kursus 10. september på Rebildhus.
Rebild Kommune og Ældre Sagen står bag et projekt med frivillige som spisevenner. Ideen er, at en frivillig, som en særlig slags besøgsven, kommer hjem til en ensom ældre borger en gang hver 14. dag, hvor de spiser et varmt måltid mad sammen.
Mad smager nemlig bedre, hvis man har nogen at spise sammen med, og resultatet kan ofte aflæses på badevægten. Mange ældre tager på og får et bedre helbred, både fysisk og psykisk.
Et bilistkursus er det også lykkedes med i år. Datoen annonceres her i Folkebladet.
Her i efteråret holder Ældre Sagen borgermøde på Rebildhus. Politikerne fra alle partier i Rebild kommune bliver inviteret, og man håber på en god debat om aktuelle ældrepolitiske emner.
IT-aktiviteterne står stadig højt på dagsordenen. Ældre Sagen har sammen med Støvring Bibliotek i flere år undervist seniorer i brug af PC og internet, for det er meget vigtigt at hjælpe de ældre med at blive klar til det ”digitale samfund”.
I de kommende tre år betyder den fællesoffentlige digitaliserings-strategi, at stadig mere af kontakten mellem borgerne og det offentlige bliver digital.
Ældre Sagen gentager ”Seniorsurf-dag” på Støvring Bibliotek samt ”Digital selvbetjening” og ”It for absolut begyndere” på Karensmindesksolen. Desuden kan man tilbyde kurset ”Hjælp til nettet” på tirsdage på Bavnebakkeskolen. Og Leo Nøhr hjælper med ”IT i eget hjem”.
Opbakningen til aktiviteterne har været stor, så derfor fortsætter man med de fleste af sidste års tilbud: f.eks: ”Hjælp til slægtsforskning på PC” på Lokalhistorisk Arkiv i Øster Hornum. De meget populære ”Suppeaftner” i Sognegården i Støvring samt ”Seniorbio” i Skørping med fremvisning, film og frokost i Kinorevuen. Det ret nyetablerede ”Herreværelset”, hvor der er adgang forbudt for kvinder, fortsætter også.
I Suldrup og Øster Hornum finder flere lokale arrangementer sted, f.eks ”Frittervenner” på Øster Hornum Skole og ”Strikkedamer” i Suldrup Sognehus.
Læsekredsen og højskoledagene er ”udsolgt”. Afbudsbilletter til foredragene på højskoledagene kan fås hos Lisse Trads.
Samtlige tilbud, tidspunkter og tilmelding fremgår af annonce her i Folkebladet.

