- Tirsdag, 31. januar 2012

Mange maskiner blev taget i brug.

SULDRUP: Lørdag den 14. januar var der arbejdsdag i Suldrups stigruppe. Stigruppen er en lille gruppe borgere, der arbejder med at lave et stisystem i Suldrups omegn. Ideen til at lave en stigruppe, kommer fra Fremtidsværkstedet på Suldrup Kro for ca. et år siden.
Første etape af stiarbejdet, er at genetablere Nerup Kirkesti.
Der er sikkert mange Suldrupborgere, der ikke ved, hvor Nerup ligger, men det er en perle af et stykke natur, der ligger mellem Suldrup og Hjedsbæk.
Stien kommer til at gå ind fra Dalumvej ca. 100 m øst for p-pladsen ved søen, hvor den vil følge mark-skel og bækken, og op til grusvejen, der går ind ved Hjedsbæk kro, hvortil også Hjedsbæk Borgerforenings stisystem er forbundet.
Arbejdet denne lørdag bestod i at beskære et læbælte langs den nye sti.
Om formiddagen mødte der 16 frivillige hjælpere op, og efter en kort briefing, gik alle mand i gang. Der er heldigvis stor opbakning fra Suldrups erhvervsdrivende, til sådanne initiativer, og vi havde derfor professionelt grej til rådighed, så som læbælteskære, rendegraver og flishugger, hvilket effektiviserede arbejdet en del.
Der blev både arbejdet og byttet røverhistorier, og efter frokost var man færdige, og der blev afsluttet med en god gang varm suppe i Carlo og Elnas køkken.
Vi regner med at stien er klar til ibrugtagning i løbet af foråret.
Kim Mathiesen.

