- Torsdag, 22. januar 2015

Julie Nygaard Elmstrøm og kinesiske gymnasiepiger tager lige en selfie.
STØVRING: Ilona Metselaar fra 3.c på Støvring Gymnasium er vinder af China Experience’s fotokonkurrence ’Moving People.’ Dommerne udvalgte Ilonas billede, fordi det viser en god stemning; der er god kontakt og interaktion mellem de kinesiske og de danske elever, og der er humor.
Ilona var sammen med sit kinesiskhold 14 dage i Kina i oktober, hvor de besøgte Støvring Gymnasiums partnerskole i Jiaxing foruden Shanghai og Beijing. I Jiaxing var eleverne privat indkvarteret, hvilket var en stor kulturel oplevelse for dem. Fotoet er fra gymnasiet Xiuzhou High School, hvor de danske elever fulgte deres kinesiske værter i skolen.
Det er Julie Nygaard Elmstrøm fra 3.d, der er den danske pige på fotoet, og endnu en skal have credit for vinderbilledet, idet fotoet er taget med Sofie Overgaard Knudsens kamera. Så meget passende for gruppesammenholdet var vinderpræmien biografbilletter til hele holdet og deres rejseledere, Lisbeth Kragelund og Jens Nielsen.

