- Tirsdag, 14. maj 2013
Det er misligholdelse af kontrakt at fyre en tillidsrepræsentant.
I forrige uge kunne vi i Nordjyske læse om en strejke blandt skraldemændene ansat ved firmaet Meldgaard Miljø A/S i Rebild Kommune. Strejken var en protest mod fyring af en tillidsmand, de ansatte dagen forinden havde valgt til deres tillidsrepræsentant.
Firmaet havde vundet opgaven med afhentning af dagrenovation i udbud. Hvorfor havde Rebild Kommune ikke sikret sig, at medarbejderne var omfattet af lov om virksomhedsoverdragelse?
Når politikerne vælger at opgaver sættes i udbud skal kontrakterne indeholder arbejdsklausuler. Udlicitering er et politisk valg, hvor man ikke kan gemme sig bag et skrivebord. Derfor skal politikerne tage ansvar.
Det skal være et fast kontraktkrav ved alle udbud at grundlæggende ILO-konventioner overholdes. Herunder, at leverandører i henhold til ILO-konventionen nr. 94 skal overholde en særlig arbejdsklausul, som sikrer løn- og arbejdsvilkår for medarbejderne hos den pågældende leverandør.
Når opgaverne forsvinder fra kommunen, forsvinder borgernes mulighed for indflydelse og indsigt. Mulighederne for politisk klage bliver i stedet en retssag om kontraktbrud, hvor politikerne kan gemme sig bag indgåede kontrakter.
Enhedslisten er imod udlicitering og ser hellere at kommunen indliciterer flere opgaver. Tendensen er desværre, at den private sektor styrkes på bekostning af fællesskabet. Kommunen skal mere og mere ligne en privat virksomhed. Begge dele forringer demokratiet og velfærden.
Når kommunale opgaver udliciteres forringes de ansattes arbejdsforhold ofte og brugerne får dårligere service. Det er åbenbart prisen, når uundværlige samfundsopgaver skal være med til at skabe mere profit til private virksomheder.
De ansatte skal presses på lønnen eller løbe stærkere for den samme løn. Det er dokumenteret at udlicitering medfører dårligere arbejdsmiljø og meget stor udskiftning blandt de ansatte.
Enhedslisten får ind for, at kommunen skal gå forrest i skabelse af et rummeligt arbejdsmarked, hvor folk kan arbejde i mange år uden nedslidning. Det er bedre at forebygge end at slide folk ned.

