Fra venstre ses Jasmin, Felicia, Yasmin og Marie, der havde bagt lækre boller og småkager til kaffebordet.

Efter busturen var der stort kaffebord i Sognegården, Støvring.

STØVRING: Tirsdag den 21. august afviklede besøgstjenesten i Støvring årets sensommertur, der i år var sightseeing i Rebild kommune. De mange besøgsmodtagere og besøgsvenner nød blandt andet at gense Gravlev, Rebild Bakker, Gl. Skørping og Fræer.
Ved turens start bød besøgsleder Jonna Gribby velkommen, og herefter gav Jonna ordet til Kaj Kristophersen, som på klog og morsom vis guidede deltagerne på den smukke tur.  
Efter turen var der dækket op til kaffebord og dejlig hjemmebag i Sognegården i Støvring. I år havde Jonna Gribbys to børnebørn og veninder bagt boller og småkager. Der var også en skøn lagkage på bordene.
Under kaffen blev der sunget fødselsdagssang for dagens fødselar Doris.
Der blev hyggesnakket ved bordene og sunget endnu et par sange.
Formand for Røde Kors i Rebild, Gerda Pinstrup, takkede afslutningsvis for den flotte opbakning til arrangementet og den glade stemning samt for en uforglemmelig og hyggelig tur med masser af rare mennesker og flot natur.
    DS & HH.


e-max.it: your social media marketing partner