Af: Af Henrik Larsen

Helt ekstraordinært fik Stubhuset lørdag mulighed for at lægge scene til Bruce Guthro og band til én af hans få koncerter i Danmark i 2015.

STØVRING: Bruce Guthro er en kær gæst af Stubhuset, og selv sætter han stor pris på stedet, hvor han med sine egne ord føler sig ”treated like gold”. Derfor var man fra Stubhusets side heller ikke sene til at takke ”ja”, da Guthro tilbød at lægge vejen forbi og give koncert. I øvrigt som en perfekt afslutning på en dag i Støvring med flere aktiviteter og kulturelle indslag, blandt andet indvielsen af en ny glasskulptur.
Koncerten med Guthro og band er en del af deres Celtic Summer Tour 2015, hvor Guthro igen disker op med en blanding af egne sange samt traditionelle skotske og irske kompositioner. Programmet bestod dels af gengangere fra tidligere celctic-koncerter – nogle af dem peppet lidt op og omarrangeret. Dels var der en enkelt nykomposition og en ”ur-opførelse” af en sang skrevet til en indvielse af en flyrute mellem Halifax, Skotland og Bruce Guthros hjem-ø Nova Scotia i Canada. Og dels var der en række traditionelle sange, hvor det keltiske især brændte igennem med yderst talentfulde Roisin Ryan på violin, mandolin og sang samt Matt Bashford på fløjte og Uillean Pipes i centrum. Det er virkelig en oplevelse at se og høre de to spille og mestre deres traditionelle instrumenter til perfektion. Helt eminent. Ellers er hele bandet incl. Guthro af en canadisk-irsk-dansk sammensætning, hvor de alle i øvrigt hver især spiller fremragende og lægger en sublim bund til Bruce Guthros herlige stemme og den gode musik i mikset mellem folk-pop, folk-rock og så det traditionelle. Det svinger virkelig godt.
Trods forsinket start på grund af forsinkelse i Frederikshavn medførende en ventetid i foyeren, før salen blev åbnet, var der en rigtig god og hyggelig stemning til den velbesøgte koncert. En stemning, der dog måske lige manglede lidt, ifølge Bruce Guthro, der måtte pep-talke for at få The Støvring Shit Kicking Memorial Choir helt i gang, og som syntes, vi var lidt ”tamme” taget i betragtning af, at det var en lørdag aften. Det kan dog også være – selv om Bruce Guthro selv virkede vældig oplagt, meget energisk og i højt humor – at  den lange dag startende med lydprøve i Sønderjylland om morgenen, lydprøve i Stubhuset til middag, koncert i Frederikshavn om eftermiddagen og så koncert i Stubhuset om aftenen har tæret lidt på energien i orkesteret og har smittet lidt af. Selv sagde Bruce Guthro, at han og folkene bag havde haft én af deres mest anstrengende dage nogensinde, og trætheden kunne anes. På et tidspunkt mod slutningen af 2. sæt kunne man eksempelvis være nervøs for, at bassisten sov. Heldigvis kunne han dog så spille i søvne, hvis det altså ikke bare var fordi, han simpelthen blot lukkede øjnene og levede sig helt ind i musikkens univers. Det skal forblive uopklaret.
Salen kom dog i kog og op at stå til slut, og skulle Bruce Guthro og band have været lidt matte, skal de være tilgivet, for helhedsindtrykket af en god, hyggelig, velspillet og velklingende koncert rokkes der ikke ved. Det var supergodt, og det var en dejlig aften, hvor (og det kunne Bruce Guthro jo ikke se fra scenen) fødderne under stolene i den grad var svære at holde i ro.
Så tak for besøget!


e-max.it: your social media marketing partner