Ved rolig og fornuftig behandling, er bier fredelige væsener, man kan omgås med tryghed.

Skillingbro Naturskole forventer snart at kunne udvide sine tilbud med undervisning i honningbiernes samfund, og den værdi biernes aktivitet har for naturens kredsløb. Hensigten er at kunne undervise både voksne og børn om biernes vigtige arbejde med bestøvning af blomster og fremme forståelsen af, at avlsudbyttet i landbrug, gartnerierhverv og for haveejerne er afhængigt af biernes aktivitet. Mange vilde planter bliver også bestøvet af bierne, hvilket øger dannelse af frugt og frø til gavn for egnens vildt og småfugle. Undervisningen vil desuden bidrage med viden om, at bierne, ved rolig og fornuftig behandling, er fredelige væsener, man kan omgås med tryghed.
Initiativet til det nye tilbud kommer fra Østhimmerlands Biavlerforening, der opstiller en skolebigård ved Naturskolen.
Ved undervisning af skoleklasser vil der være en erfaren biavler til stede, der kan vise bistaderne frem for eleverne, og fortælle om biernes aktivitet. Bigården indgår desuden i biavlerforeningens egen undervisning af nye biavlere og personer, der er interesseret i at prøve, om biavl er noget for dem.
Biavlsforeningens undervisning, der er åben for alle, starter tirsdag den 19. marts og fortsætter sommeren igennem.


e-max.it: your social media marketing partner